”Biomimetik er den bevidste imitation af naturens løsninger på menneskabte udfordringer.”
Innovation Lab BioMeme har været til biomimetik-konference i Holland. Med udgangspunkt i grøn forretning og biomimetik er Bioneers Global en konference og workshop for inviterede ledere og beslutningstagere fra hele verden med deltagere og foredragsholdere fra industrien, finansverdenen, design- og arkitektur, byplanlægning, forskning og den tunge ende af erhvervslivet. Innovation Lab BioMeme var med.
Vi giver her førstehåndsindtryk af de vigtigste key notes på konferencen, som blev arrangeret af Progression Foundation, Bioneers og Biomimicry Guild. Mere information om konferencen og talerne på det officielle site.
Udnyt naturens 3,8 mia. års R&D
Janine Benyus, forfatter til nogen Biomimicry, arbejder med biomimetik på to fronter: Undervisning i Biomimicry Institute og konsulentvirksomhed i Biomimicry Guild. Som i hendes to TED-talks gav hun en række eksempler på biomimetiske projekter på tværs af industrier og forskningsområder, der alle innovativt havde forbedret produkter og services markant.
Bl.a. andet fik vi indblik i Flowe-projektet fra CalTech, hvor forskere har udnyttet fiskestimers strømlinede formationer til at producere vindmøller med 10 gange vindkraften af sammenlignelige konstruktioner! Endvidere var der fokus på, hvordan Nova Laboratories & Biomatrica har udnyttet naturens kryptobiose (tilstand, hvor en organismes livsprocesser er midlertidigt gået i stå) til at udvikle opbevaring af vacciner i områder med ekstrem kulde eller varme. Listen af eksempler fortsatte, se TED talks for flere, men budskabet var simpelt: Udnyt naturens 3,8 mia. års R&D-afdeling til at udvikle dit næste produkt.
Den korteste afstand mellem to punkter er en…spiral?
PAX er paraply for en række virksomheder med Jay Harman i spidsen, som den klassiske Ole Opfinder-type med en større end normal appetit på naturens løsninger og dens applikation i menneskets verden. Dog har alle PAX virksomheder et fælles grundlag, nemlig spiralformede produkter. Som Jay Harman poetisk formulerede det: ”…vi (mennesket, red.) har altid set den korteste afstand mellem A og B, som en lige linje. Der findes ingen lige linjer i naturen, men oftest en spiralform, som skaber et træk mod bunden.” Med denne forholdsvis simple forretningsidé og platformsteknologi har han effektivt løst flow-udfordringer for flere større virksomheder. Det tog ham dog 12 år, hvorunder 9 PhD-projekter og en masse risikovillig kapital blev slidt op før det første patent så dagens lys.
Udover flow-teknologiske udfordringer har spiralformen i vandkøling af køleskabe og aircondition vist op til 90 % energibesparelser ift. sammenlignelige teknologier. En simpel form er lig med store penge. Et af biomimetikkens fantastiske paradigmer.
Naturen som et analogt idésupermarked
Grøn og bæredygtig arkitektur har længe trukket en del opmærksomhed på konferencer og i medierne, men den bevidste udnyttelse af naturens design, processer og økosystem var udgangspunktet for Thomas Rau fra Rau Architects.
At være bevidst om naturens potentiale som et analogt idésupermarked vinder langsomt frem, men bygningseksemplerne fra Rau Architects indeholdt konkrete forbedringer fra naturens design, processer og økosystemer.
Med kampråbet ”Vitality is more important than sustainability!”, performance-based design og en bevidsthed om at bygningsmaterialer forsvinder ved afbrænding, har Thomas Rau & Co. tegnet bygninger, der om natten tjente penge til ejeren og havde betonmure på kun 30 mm. Et imponerende arsenal af biomimetiske successer på flere niveauer blev fyret af på de 15 minutters key note.
De store koncerner en forudsætning for succes
Succeser, både intellektuelt og monetært, skorter biomimetikken ikke på…hvem sagde Velcro? Men for at udnytte den mest positive sideeffekt ved biomimetik, større bæredygtighed, maksimalt, er verdens allerstørste koncerner nødt til at adoptere naturens principper. Uden deres risikovillige kapital og lean’e apparat forbliver biomimetik en god idé på græsrodsniveau.
Et emne Niall Dunne, managing director fra Saatchi & Saatchi Sustainability, skabte kollektiv gåsehud blandt publikum med ved sin key note. Præsentationen indeholdt enkle facts fra de store koncerners verden og en reklamemands overbevisende historier.
Blandt andet anvendtes historien om NASA-pedellen, der adspurgt af JFK om hvad han lavede, svarede: I am putting a man on the moon, som et eksempel på den stemning og entusiasme biomimetikken skal generere i de store koncerner for at lykkes.
Fokus på forretningen. Bæredygtighed er blot en positiv bivirkning
Biomimicry handler om at overholde alle naturens love, mens biomimetik handler om at lave mere effektive produkter og services. Janine Benyus arbejder ud fra en vision om at alle produkter og services skal udvikles ud fra livets 25 principper (se figur nedenfor), selvom ingen projekter på nuværende tidspunkt opfylder alle.
Biomimetik i Innovation Lab BioMeme’s terminologi fokuserer udelukkende på at effektivisere produkter og services vha. naturens løsninger. At bæredygtighed, som i naturens verden hedder overlevelse, ofte følger med biomimetik er NATURligvis et plus.
I 1941 deltog den schweiziske ingeniør George de Mestral i et jagtselskab, hvor han efter jagten opdagede, hvordan frø fra planten filtet burre havde sat sig fast til hundens pels. Et nærstudie afslørede, at frøet klæbede sig fast ved hjælp af små kroge, hvilket gav direkte inspiration til Velcro-lukkemekanismen. Den første kommercielle biomimetiske succes var skabt.
Innovation Lab BioMeme arbejder med at afkode naturens mekanismer, imitere dem og udvikle innovative løsninger til brug for danske virksomheder på baggrund heraf. Biomimetik handler ikke om bæredygtighed, men om bedre produkter, services, organisationer og processer.
Innovation Lab A/S Vestergade 58F DK-8000 Aarhus C +45 7027 7227 info@innovationlab.dk CVR: 28699670