Kontanter. Det er de dér papirlapper og runde metalmønter, som du ikke aner, hvem der sidst har rørt ved og som aldrig er der, når du endelig, en sjælden gang imellem, virkelig har brug for dem, f.eks. til indkøbsvognen i Føtex, eller når du kører forbi et fristende gårdsalg på landevejen
Samfundsmæssigt er kontanterne ineffektive, dyre, forurenende, smittebærende og desuden indblandet i en del lyssky affærer – Rockwoolfonden anslår, at omkring 40 mia sorte danske kontanter er i omløb.
Men selvom de fleste af os efterhånden har skiftet kontanterne ud med Dankortet, er sedlerne og mønterne stadig indbegrebet ”penge” i vores bevidsthed. Når man fortæller folk, at kontanter i fremtiden vil blive erstattet af moderne teknologier reagerer mange bekymret og spørger ”hvordan skal man så lære sine børn hvad penge er?”
Fremtidens Penge
Hvad betyder kontanterne for os, og hvordan kan vi erstatte dem med teknologiske løsninger som for eksempel SMS-betalinger, NFC, barcodes og biometri? Det er nogle af de spørgsmål Innovation Lab arbejder med i projektet Fremtidens Penge - et 4-årigt forskningsprojekt ledet af CFIR – Copenhagen Finance IT Region. Formålet med projektet er at forstå brugernes behov, reaktioner og holdninger til brugen af nye teknologiske betalingsmåder i Danmark. Ambitionen er at gøre Danmark til det første kontantløse samfund i verden.
I 2010 gennemførte vi et omfattende brugerstudie, hvor vi rejste rundt til udvalgte husstande i hele landet og interviewede folk om deres forhold til penge og økonomi generelt. Nu har vi lavet et eksperimentarium, hvor alle kan komme ind og teste de nye betalingsmuligheder.
Foreløbig er der to betalingsscenarier i eksperimentariet – parkering og dagligvareindkøb.
Parkering to go
Snart er det en saga blot at stå ved en parkeringsstander i regnvejr og fumle med kontanter eller Dankort og vi kan snart også glemme alt om parkeringsbilletter af papir, der altid flyver ned på gulvet når man åbner bildøren. Nu kan du snart ordne parkeringsafgiften med nogle få indtastninger på mobilen. Cellpoint Mobile – der blandt andet står bag DSBs Mobilbillet-system – har skabt en infrastruktur til betaling af parkeringsafgiften via enten SMS, NFC eller QR-kode, som vi tester i eksperimentariet.
De første gæster i eksperimentariet er enstemmigt vilde med idéen - ”hvor dejligt, at man kan ordne det på vej væk fra bilen, når man har parkeret og ikke skal hen til en eller anden stander!” Og på sigt, når parkeringssapp’en er husket i telefonen, behøver man ikke engang at rejse sig fra førersædet, før man har betalt sin parkeringsbillet.
Slut med vildfarne mænd i supermarkederne
Et brugerstudie om madvaner i Danmark som Innovation Lab udførte i efteråret 2010, gav os indsigt i, at mænd generelt orienterer sig helt anderledes end kvinder når de køber ind – hvilket måske kan forklare, hvorfor mange mænd ikke ligefrem jubler ved tanken om en tur i supermarkedet. Mens mange kvinder nyder at browse mellem hylderne og blive inspireret undervejs af omgivelserne eller af tanker om børnenes yndlingsretter og hvad der mon mangler hjemme på køkkenhylderne, er mænd typisk mere resultatfokuserede og vil som regel bare gerne have turen igennem butikken overstået. Som én af de mandlige deltagere i undersøgelsen udtrykte det, så måtte ”varerne til en ret bare gerne alle sammen ligge på det samme sted i supermarkedet, så man ikke selv skulle rundt i hele butikken og lede efter dem.”
Nu er der endelig håb for de fortabte mænd - IBM har udviklet en app til eksperimentariet, som ikke alene fungerer som betalingsmodul, men som også tager dig i hånden fra det øjeblik, hvor du beslutter dig for, hvad du vil spise i aften og viser dig den hurtigste vej til alle ingredienserne i supermarkedet. Du scanner selv varerne undervejs med din mobiltelefon, og displayet viser dig løbende, hvor den næste vare på listen er. Til sidst betaler du indkøbene ved at holde mobiltelefonen op til kassens NFC-scanner – selvfølgelig helt uden at stå i kø først.
Innovation Lab samarbejder med CFIR, IBM, Cellpoint Mobile, Nets, CBS, Føtex og Danske Bank om at udvikle og afprøve teknologiske løsninger til kontantløs betaling. Visionen er, at få pengene til at forsvinde mellem hænderne på os og gøre Danmark til det første kontantløse samfund i verden.
Hvordan kan et kontantløst samfund realiseres blandt de selv samme danskere, der takkede nej til euroen til fordel for kronen og det nationale symbol? I projektet understøtter Innovation Lab brugernes perspektiv. Ikke bare brugernes umiddelbare holdning, men deres essentielle værdier og barrierer i relation til overgangen til et kontantløst samfund. Læs om mere om projektet Fremtidens penge
Læs flere blogindlæg fra projektets antropologer:
Innovation Lab A/S Vestergade 58F DK-8000 Aarhus C +45 7027 7227 info@innovationlab.dk CVR: 28699670