Louise Jakobsen har været på konferencen JBoye08 og deltaget ved en keynote speach af Dr. Robert Cailliau med titlen What We Want
Sir Tim Berners-Lee skabte i samarbejde med Dr. Robert Cailliau i 1990 et hypertext system de kaldte World Wide Web. Et system, vist nok de fleste i dag kender til. I et oplæg på JBoye08 fortæller Cailliau således om Internettets udvikling fra 90erne til fremtidige perspektiver omkring web 2.0 og 3.0, og heriblandt også om Cloud Computing.
Cloud computing tillader blandt andet brugeren at benytte SaaS, PaaS og en virtualisering af hardware. Aha?! – tænker du måske, men hvad betyder det så egentlig.
Lad os konkretisere lidt:
Software as a service (SaaS) er betegnelsen for de mange applikationer, du kan benytte i Clouden, eksempelvis din Hotmail, Google docs, søgemaskiner osv. Som bruger af Hotmail oplever du servicen som unik og tilpasset dine personlige behov. Du kan altid få adgang, når du bare har forbindelse til nettet. Altså behøver du slet ikke bekymre dig om opdateringer, hvor dataene ligger eller hvordan de opbevares.
Platform as a service (PaaS) er til udviklere og programmører. Deres applikationer kan nu hostes i Clouden, hvilket derfor giver en skalerbar adgang til servere, som man afregner efter forbrug. Ligesom din elregning. Under denne kategori finder vi bl.a. Google App Engine og SalesForce.com. I praksis fungerer servicen via et netværk af servere (Clouden), der sender forespørgsler efter ressourcebehov.
Virtualiseringen af hardware er servicen, der tilbyder computerkraft i skalerbar form gennem Clouden. Det tillader altså, at indehavere af store serverparker kan udleje deres beregningskapacitet udenfor spidsbelastningsperioderne til andre, der måtte have brug for en midlertidig kapacitetsudbygning.
Et eksempel herpå er da New York Times ville gøre deres 11 millioner gamle artikler tilgængelige på nettet på 'TimesMachine'. Artiklerne var gemt som billeder og skulle gøres tilgængelige som PDFer. I New York Times’ eget datacenter ville det tage måneder, så i stedet fik de en god ide. Alt der skulle bruges var; 4 TB storage, en masse computerkraft og et kreditkort. Og voila, 24 timer senere var det hele klaret, med hjælp fra Amazons servere, og til den nette sum af 400$.
"Men hvor bevæger servicen sig hen i fremtiden?," spørger Cailliau. Skal vi prise os lykkelige for ikke selv at skulle holde programmerne opdaterede, holde styr på applikationerne og sørge for backups? Eller kan man forvente at gå i seng med Windows XP og vågne op med Windows Vista?
Og hvad med de personlige data - tør man stole nok på vilkårlige virksomheder, der tilbyder Cloud services, til at overlade dem fortrolige og personlige data? Skal vi i virkeligheden bare vænne os til at stole på, at den ydre verden tager sig hensigtsmæssigt af vores værdier?
Hvad der taler for dette, er et lignende faktum, nemlig det at de færreste stadig sover med guldmønterne under hovedpuden. Vi sætter dem ind på en konto, fordi vi har tillid til banken. For i banken har vi jo set, at der aldrig sker noget med vores værdier… (!)
Innovation Lab A/S Vestergade 58F DK-8000 Aarhus C +45 7027 7227 info@innovationlab.dk CVR: 28699670