AI implementering går i stå på grund af mennesker, ikke på grund af teknologi.
AI er ikke noget andre tager sig af. Med bagrund i klassisk adfærdspsykologi viser vi vejen til en organisation med AI-mod og giver dig fem skridt til handling herunder. Men først en ultra kort opsummering af problemet.
Verden er ved at ændre gear. Kunstig intelligens, og især generativ AI, vælter frem i både værktøjer, services og strategier hos virksomheder, der vil øge deres formåen. Alligevel er det slående, hvor mange organisationer, især små og mellemstore, der står tilbage som passive tilskuere.
Deloitte rapporterer, at selv blandt de organisationer, der investerer aktivt i generativ AI, halter de fleste, når det kommer til at skalere anvendelsen. Datakvalitet, governance og risikostyring spænder ben. McKinsey peger på, at det især er fraværet af klare processer og målrettede use cases, der forhindrer reel effekt. Og IBM fortæller, at mange virksomheder går i stå på grund af manglende kompetencer og kompleks datainfrastruktur.
Det er ikke kun viljen, der mangler. Det er mod, systematik og en klar idé om, hvor man skal starte.
Den psykologiske bremse
Ifølge Harvard Business Review er den mest oversete barriere for AI-implementering hverken compliance, data eller kode, men psykologiske reaktioner.
Når medarbejdere møder AI i deres arbejde, sætter der sig et ubehag i maven hos mange. De oplever:
- Frygt for at miste kontrol
- Bekymring for at blive overflødiggjort
- Tvivl om retfærdighed og transparens i beslutninger
- Socialt pres for at ’følge flokken’ eller frygt for at skille sig ud
Vi ser altså ikke bare en teknologisk barriere, men et eksistentielt chok. AI konfronterer medarbejdere med spørgsmål om deres rolle, identitet og værdi. Og hvis vi som ledere eller organisation ikke adresserer det menneskelige først, hjælper hverken pilotprojekter eller millioninvesteringer.
Hvordan kommer vi i gang?
Løsningen er ikke at køre store AI-transformationer. Tværtimod. Det er de små skridts lov, der skal drive forandringen.
Inspireret af adfærdspsykolog Brian J. Foggs metode om “Tiny Habits”, kan organisationer med fordel begynde med mikrohandlinger, som ikke kræver store investeringer, men som gradvist kan skabe nye vaner og ny adfærd. Det kunne være:
- En ugentlig AI-frokost, hvor en kollega viser et simpelt AI-værktøj frem.
- En mikro-eksperimentzone i teamet, hvor man må prøve automatiseringer i Excel eller test af AI-assistenter.
- En enkel policy der siger: “Vi tester nye værktøjer før vi afviser dem.”
Ved at koble små gevinster med tryghed og nysgerrighed, kan virksomheder få AI over dørtrinet, uden modstand, frygt eller ’burnout’.
Det handler om ledelse og om at give slip
Men hvad kræver det af lederne?
Først og fremmest: at stoppe med at beslutte alt selv. Kompleksiteten i AI kræver, at ledere holder op med at lede gennem svar, og i stedet begynder at stille bedre spørgsmål.
I stedet for at sige: “Her er vores AI-strategi”, kunne man spørge:
“Hvordan kunne AI gøre dit arbejde lettere, og hvad skal du bruge for at turde prøve det?”
Vi skal væk fra tunnelsyn og i stedet træne organisationens evne til at håndtere kaos, forandring og eksperimenteren. Som det blev klart under coronakrisen: folk kan godt finde veje, hvis man tør give dem mandatet.
Hvem kan, hvem vil, hvem tør?
Ifølge OECD er forskellen på AI-adoption i stigende grad en kamp mellem de digitale frontløbere og de usikre efternølere. Det er ikke kun et spørgsmål om størrelse eller branche, men om kultur.
Organisationer med en kultur for eksperimenter, frihed og tværfaglighed har langt lettere ved at få AI ind under huden. De ser AI som værktøj og ikke som en trussel.
De andre? De ser AI som noget, “nogen andre tager sig af”.
Fem skridt til handling
Er du i en organisation, der endnu ikke er i gang, eller som træder vande i AI-rejsen? Her er nogle gode råd vi har samlet op i vores arbejde med AI implemenntering hos vores samarbejdspartnere:
- Kortlæg dine eksisterende beslutningsgange. Hvor bruges der mest tid? Hvor sker der mange gentagelser? Men også, hvor er de trælse opgaver? Det er her, AI skal ind.
- Find en AI-ambassadør. Det behøver ikke være en CTO. Det kan være den nysgerrige kollega, der elsker nye værktøjer og som har menneskelig autoritet.
- Test nogle konkrete opgaver. For eksempel: Kan vi få ChatGPT til at lave udkast til referater? Kan vi bruge billedgenerering til præsentationer? Løs én opgave med AI og evaluer sammen.
- Gør brug af de gratis ressourcer. Der er tonsvis af open source guides, whitepapers og eksperimentværktøjer. Start lavpraktisk.
Fejr mikrofremskridt. Gør det til en del af kulturen at fejre, når nogen har lykkedes med en rigtig god prompt, har automatiseret et skridt i en proces. Det gør det lettere for andre at følge trop.
Hvordan bliver AI til en succes hos jer?
Kunstig intelligens bliver ikke en succes, fordi du har den rigtige teknologi.
Det bliver en succes, når mennesket har tillid til den.
Vi skal derfor stoppe med at tale om “AI-strategier” som om det er IT’s opgave, og i stedet tale om “AI-mod” som noget, der skal trænes i hele organisationen. Med små skridt. Med stor nysgerrighed. Og med tillid til, at fremtiden kan være bedre, hvis vi tør handle på den.