Vinduet for at dyrke og justere sin organisationskultur har aldrig været større. Spørger du os, skal du sørge for at udnytte det.
Corona har blottet kulturen
Vi har været nødsaget til at arbejde sammen hver for sig, og det har sat spot på vores kultur. Det har belyst, hvor gode vi har været til at rykke sammen i bussen – eller mangel på samme. For det er ekstra svært at få en kultur til at fungere, når man kun ser hinanden i øjnene med skærm som mellemled. Og det er også ekstra nemt at få øje på de steder, hvor jeres samarbejde ikke fungerer, og hvor det har været ekstra stærkt.
De fleste undersøgelser, som er lavet i forbindelse med corona og arbejdslivet, viser, at noget af dét, vi særligt har savnet, er vores kolleger. Dét at komme ind på et fysisk kontor og kunne se hinanden i øjnene. Vi har savnet stemningen! Men vi har også nydt fleksibiliteten og roen derhjemme. Så nu er spørgsmålet jo, hvordan man forener de to – hvordan vi arbejder sammen fremadrettet.
En lang prøveperiode
I starten af 2021 skrev ledelsesforskerne Laura Empson and Jennifer Howard-Grenville i Harvard Business Review en artikel om, hvordan det sidste år har ændret organisationer, og om hvordan pandemien har været en lang prøveperiode. Det er det, antropologer kalder en “liminal experience”. Det er et begreb, som oprindeligt blev brugt til at beskrive en kulturel overgangsritual i stammer. Et ritual hvor unge medlemmer blev testet til deres grænser, både fysisk og mentalt, for at forberede dem på overgangen til livet som voksen. Men begrebet kan også anvendes til andre betydelige overgange i vores liv, herunder dem, der der er sket under pandemien i forhold til vores arbejde.
Sådan en overgang betyder også, at der opstå spørgsmål og forskellige forventninger til, hvordan den “nye normal” skal se ud. Fordi der vil blive bragt nye erfaringer, ønsker og behov på banen. Det gør, at det bliver det svært at starte der, hvor vi var før corona. Genåbningen bør derfor ikke kun være en reboarding af medarbejderne, men en gentænkning. Pandemien kan nemlig ses som en mulighed for at gentænke og dyrke din organisationskulturer. Det er et stort åbent vindue!
Udnyt det åbne vindue
Vi er alle blevet udfordret i vores måde at tænke og arbejde på her under corona – og også nu, når vi vender tilbage til den fysiske arbejdsplads. Når vi snakker nye måder at arbejde sammen på, så vil det alt andet lige have en effekt på vores kultur. Og det er VIGTIGT, at man har kulturen for øje, og ikke bare skøjter hen over den, fordi den for mange er uhåndgribelig. Du kan sagtens arbejde strategisk med din kultur, og det bør du. Og lige nu er et særligt godt tidspunkt, fordi der er et naturligt temposkifte, når vi inden længe vender tilbage til den fysiske arbejdsplads – forhåbentlig sådan for alvor. For hvem har prøvet at sende hele sin organisation på hjemmekontoret i 15 måneder? Aldrig før har vinduet for at dyrke og justere sin organisationskultur været større.
Du skal tage succeserne fra hjemmearbejdspladsen med videre – også fiaskoerne. Både dem I allerede kendte fra før corona, og dem der kom til syne under corona. Det vigtige nu er nemlig, at I lærer af corona-tiden Og et naturligt skifte i vores arbejdsform og rum gør, at kulturspørgsmål giver god mening at tage op – netop nu. Der kommer helt naturligt til at dukke kulturelle spørgsmål op, og I bør stille dem, så I udnytter al den positive læring, corona-tiden trods alt har ført med sig.
Spørgsmål som eksempelvis:
- Hvordan skal vi arbejde sammen – hvordan skal balancen mellem det fysiske og virtuelle arbejde være?
- Hvordan skal vi kommunikere fremadrettet?
- Har vores mål ændret sig?
- Deler vi vores viden på den mest optimale måde?
- Skal vi arbejde mere med distribueret ledelse eller arbejde teambaseret?
Stiller du ikke dig selv de spørgsmål, og er du ikke opmærksom og lægger en strategi – også når det kommer til din kultur – så kommer du ret sikkert til at gøre, som du plejer. Selvom det måske ikke er det smarteste… For vi skal passe på med ikke bare hurtigt at falde tilbage i de gamle vante rutiner. Vi er nemlig vanedyr, og vi kan godt lide at opretholde en normal – fordi det er udmattende og bruger meget kognitiv kapacitet at lave forandringer.
Min pointe er altså: vinduet lige nu skal og bør udnyttes. Det er en mulighed for sammen at komme stærkere ud af denne prøveperiode – og hvem vil ikke gerne det?