Mod og vilje til innovation accelererer den grønne omstilling inden for (fødevare)emballage
Tænk, hvis man skulle arbejde som kok i en restaurant, hvor ledelsen havde besluttet at fjerne skraldespanden! Det har man gjort hos den finske restaurant Nolla, som er en ”no waste” restaurant i Helsinki – og det er gjort med en klar forventning om, at de med denne handling kan skabe forandring både i deres egen restaurant, men også lægge et pres på leverandørerne for at stimulere nytænkning. Når man siger til sine leverandører, at de må finde en ny måde at levere deres varer på uden at skabe affald, så skabes der nye løsninger bagud i værdikæden. Men det kræver mod – og netop derfor skal vi være mere risikovillige og turde tænke nyt – og cirkulært.
I Helsinki går især én restaurant forrest i kampen mod unødvendig emballage. Hos Restaurant Nolla modtager de i dag alle fødevarer i returemballage, som leveres, byttes, fyldes op – en ”no waste” cirkulær løsning. Således kommer kaffen eksempelvis i en stor container, der bruges som returemballage. Containeren er designet specielt til Nolla, men det er efterhånden blevet en løsning, som nu bruges til alle kaffeleverandørens B2B-kunder.
På konsumentmarkedet (B2C) kan det dog være mere kompliceret at arbejde med returløsninger. Men ikke desto mindre søsatte flere store globale aktører på det årlige World Economic Forum Congress i januar 2019 et nyt initiativ for genanvendelse af fødevareemballage – under navnet LOOP. Det er et initiativ sat i værk af aktøren Terracycle og store supermarkeds-aktører som Carrefour og fødevareproducenter som P&G, Nestlé, Pepsi, Unilever, Coca-cola, Mondelez, Danone, Mars og flere mindre brands. Ideen er at fødevarerne leveres ved døren, og at emballagen tages med retur, og derefter bruges igen og igen. Det er historien om mælkeflasken, som blev leveret ved døren, om igen.
Vi taler meget om, at engangsplast skal afskaffes (EU har vedtaget, at al engangbestik, sugerør og vatpinde forbydes i 2021, se også Ellen MacArthur The New Plastic Economy). Vores “on the go”-måltider har skabt et kæmpe problem ift. affald, og det vokser. Derfor er det interessant at finde løsninger, hvor vi stadig kan leve vores “frie” liv, men undgå at skabe affald. En af de meget interessante løsninger finder vi hos det engelske Notpla, som har skabt emballage lavet af spiseligt tang. De kalder det Ooho, og deres motto er “we make packaging disappear”.
På London Marathon 2019, hvor Notpla viste den nye emballage frem, kunne man således snuppe en kapselfuld energidrink uden at efterlade de ellers mange plastkrus.
I Danmark har vi også flere gode eksempler på nye bæredygtige emballageløsninger, og nytænkning ser vi blandt andet hos danske Sprout, som har gentænkt “tebrevet og skeen – uden at skabe affald” – the SproutSpoon.
Fremtiden skal bygges på løsninger uden affald – sæt det ind i jeres design challenges, når der produktudvikles og vær med til at skabe en cirkulær økonomi.
Den intelligente drikkedunk
Coca-cola har forsøgt at nudge studerende til at bruge den samme flaske igen og igen ved at udvikle en drikkedunk, som kan gøres personlig og genopfyldes – med en indbygget chip, der kan indsættes penge på.
Man kan altid diskutere, om det så ikke er bedre at bruge vores danske pantsystem, men ideen er interessant ud fra en loyalitetsvinkel, hvor man netop kan “fastholde” kunder ved at sælge en service i stedet for et produkt. Netop udviklingen af services er en interessant forretningsmodel – også for at fremme bæredygtighed.
Vi vil se flere intelligente løsninger – lige fra den intelligente affaldsspand til den intelligente emballage, og dykker vi ned i nogle af de teknologier, som Amazon allerede stiller til rådighed i deres AWS (Amazon Web Services), så kan vi kun forvente en nær fremtid, hvor teknologien bringer nye enklere måder at være den bæredygtige forbruger (besøg evt Amazon Go her). For når alt kommer til alt, så vil vi gerne være mere bæredygtige i vores dagligdag, men det skal først og fremmest være nemt!
Forbrugerne mangler hjælp og løsninger
I vores netop lancerede rapport “Forbrugerne og bæredygtighed 2019”, ser vi netop, at forbrugerne ønsker hjælp til at være mere bæredygtige i deres dagligdag. Vi har stillet dem spørgsmål omkring deres indkøb, forbrug, smid-væk-vaner og adfærd. Ser vi specifikt på området “affald og emballager”, så vil over 50 % af danskerne i fremtiden i større grad bringe egne emballager, når de handler – f.eks. når de køber grøntsager. Forbrugerne vil også i langt højere grad gerne have hjælp fra både supermarkedet og fødevareproducenterne til at vælge mere bæredygtigt. Der er brug for innovation og nytænkning – og der er muligheder for de, som tør udfordre sig selv på en “no waste” udfordring – og udvikle ud fra en cirkulær tankegang.
Er du interesseret i at vide mere om vores nyeste analyse “Forbrugerne og bæredygtighed”, så kontakt os for mere information. Analysen kan købes direkte igennem Anette Priess Gade anette@ilab.dk – den er udarbejdet sammen med vores samarbejdspartner A&B Analyse, Partner Claus Bo Hansen.