Inspiration og forretningsudvikling i oplevelses- og turismebranchen.
Hotel Droog i Holland har samlet den komplette ferieoplevelse i én bygning. Hotellet er beliggende centralt i Amsterdam i en 700 kvm. bygning fra det 17. århundrede. Hotellet er udtænkt som et knudepunkt for alle de aktiviteter, som en gæst kunne have interesse i, under et ophold i byen.
Hotellets gæster kan vælge mellem forskellige caféer og restauranter, samt en række af butikker, en ’magisk’ have samt et kunstgalleri og museum. Desuden er hotellet regelmæssigt vært for arrangementer, debatter og udstillinger til gæsternes underholdning.
Droog er et samlingspunkt for kunst, design, teknologi, mad, politik og meget andet. Det er desuden ikke udelukkende hotellets egne gæster der frekventerer stedet, men også alle andre gæster og turister i Amsterdam. Droog er blevet en kulturinstitution og en yderst lukrativ en af slagsen. Selvom tingene bliver gjort anderledes end i et almindeligt hotel, så er der endnu flere touchpoints i oplevelsen, og endnu flere muligheder for, at gæsten lægger ekstra penge i hotellets kassebeholdning.
Nytænkning af et hotel
Begrebet hotel er blevet vendt på hovedet, og i stedet for kun at tilbyde en soveplads er Droog udvidet til at omfatte alle aspekter i en by-oplevelse. Selvom mange turister stadig ønsker at udforske en by, når de er på besøg i udlandet, kan dem, der efterspørger bekvemmelighed nyde hotellets nye tilgang til gæstfrihed.
Perspektivering / muligheder:
Hvad med en konference, hvor alting er samlet det samme sted? I det samme lokale? Eller hvis man gengiver de omkringliggende seværdigheder og muligheder inden for konferencestedets fire vægge? Skal man lave pop-up caféer, hvor folk kan mødes? Udstillinger med forskellige fokus? Musik arrangementer til morgensamlingen? Fælles morgenmad?
For flere eksempler på nytænkning indenfor turisme-, hotel- og destinationsudvikling, skriv til Jarle Fink Kondrup på jarle@ilab.dk.