Effekten af den mystiske kraft på ledelse - set gennem konkrete og virkelige eksempler.
Mængden af forandringer, der rammer os som ledere og virksomheder, er enorm! En pandemi, en kønsrevolution og ikke mindst en ny verdensøkonomisk situation er blot nogle af de store emner, der påvirker tyngdekraften radikalt i hverdagens ledelse. Fra én dag til en anden kan der ske store skift.
Det forventes, at vi som ledere er i stand til at skabe klar retning, et motiverende arbejdsrum og ikke mindst tryghed i hverdagen for medarbejdere, kunder og ofte også ejere eller aktionærer.
Når dette rammer, så opstår et grundlæggende spørgsmål: ”Hvordan omstiller vi os til disse forandringer rettidigt?”. Svaret er ikke så komplekst som tyngdekraften, men har du en god portion nysgerrighed, trives med gennemsigtighed og ikke mindst lysten samt modet til at lære sammen med din organisation, så har du mulighed for at tappe ind i tyngdekraftens superevner her.
Kompasnålen kan blive overophedet af de mange rotationer på ultrakort tid
Du skal vide, at skiven flytter sig konstant, og dét er en præmis i den nye verdensorden for os som ledere – uanset om vi tiltrækkes eller skubbes væk af den betingelse.
Nogle gange er behovet, at Sydpolen og Nordpolen skubbes fra hinanden – andre gange har vi behov for, at Nordpol og Sydpol mødes og tiltrækkes. Det tempo, som nålen skal svinge med, kan medføre en overophedning af organisationen og nedsmeltning af handlekraften. Det stiller store krav til ledelsesstilen.
Kan vi så udfordre tyngdekraften? Det lyder måske uoverkommeligt, og du får sandsynligvis nervøse trækninger ved tanken om alle de tunge analyser, rapporter og systemer, som denne ændring vil kræve – midt i hverdagens andre opgaver som leder for gode folk og spændende opgaver.
Det er derfor, at jeg vil dele nogle ganske få, simple erfaringer og greb, som kan flytte tyngdekraften gradvist, men alligevel nok til at sætte tingene i bevægelse og skubbe vægten den rette vej. Så læs med her og se, hvordan en konkret udfordring blev løst, samtidig med at virksomheden flyttede på tyngdekraften i ledelsen.
Klassisk ledelse og tænkning koster for meget af forandringen
I en større dansk virksomhed var presset på omkostninger stort og digitaliseringen fortsat træg grundet legacy i teknologien og måden at tænke løsninger på i ledelsen.
Der skulle findes løsninger, som reducerede omkostningerne, uden at det kostede på kundeoplevelsen eller IT planer – så for topledelsen var der jo kun afskedigelser eller omstruktureringer tilbage.
Som leder åbnede jeg op til medarbejderne omkring den udfordring, vi stod med og med afsæt i tanken om, at jeg langt fra er den klogeste af alle mine gode folk, så samlede vi kompetencer på tværs af teknologi- og forretningsområderne med ét samlet fokus.
Efter 10 dage foreslog gruppen test af teknologi (Robotic Process Automation) til den øverste ledelse, som havde sine tvivl om alt fra sikkerhed, økonomi og praktisk lade-sig-gøre. Den klassiske tilgang:” Det for dyrt, det virker sikkert ikke, det har vi prøvet før” argumenterne regnede ned over gruppen.
Ved at være sprog og “sund-fornuft filteret” mellem øverste ledelse og gruppen blev der sat en række grænser på økonomi, integrationer i systemer, sikkerhed mv. og der kom et “go”.
Gruppen fik derved arbejdsro, penge og mandat til at afprøve muligheden, og det viste sig meget hurtigt, at en afdeling med sæsonudsving i arbejdsopgaver (+3-7 pers.) kunne fjernes, kunderne blev hjulpet hurtigt, og medarbejderne i afdelingen blev langt mindre pressede. Resultaterne i økonomien og kundetilfredsheden var klare!
Og oplevelsen for medarbejderne? De blev givet fri som de mest kompetente og fik lov at tage end2end ansvar på tværs af afdelinger, afprøvede noget helt nyt og inspirerende teknologi, se efterspørgslen af deres arbejde både internt i organisationen og udefra fra andre brancher samt nyhedsmedier og ikke mindst de “traditionelle” virksomhedsledere i diverse VL-grupper, som måtte høre mere om, hvordan en så stor forandring kunne implementeres med effekt på økonomi, drift og medarbejdere på kun 6 uger.
Der er mange elementer, der påvirker tyngdekraften i virksomheden og ledelsen. Så hvis du skal have et sted at starte, så hold fokus på:
- Ledelse kommer nedefra, så giv slip!
- Åbenhed skaber tryghed, selvom det føles unaturligt!
- Læg historien bag dig – og brug til inspiration, ikke til navigation!
- Glem titler og hierarki, de skaber en usund politisk magtkamp i din organisation!
- Alene kan du intet, sammen kan vi alt – husk det nu!
Så sidder du nu og tænker, at dette var endnu en tsunami af input, der skal fordøjes og er din kompasnål ikke stoppet med at snurre, så er der masser af hjælp at hente.
Du kan både læse mere om, hvordan du forbliver relevant i din ledelse på egen hånd i en artikel fra min kollega Mads Thimmer fra Innovation Lab, eller du kan mødes med både Mads og mig til dialog om flere konkrete greb og eksempler. Du kan også læse mere om forandringsledelse her.