Google lytter med – men det gør du også selv

Efter det for nyligt er kommet frem, at Google og Apple har hyret ansatte ved andre firmaer til i al hemmelighed at lytte med til private optagelser gennem tech-giganternes talegenkendelsessoftwares Google Assistent og Siri, har både Google og Apple nu indstillet aflytningen af optagelserne verden over. Aflytningen er sket i brugernes private hjem og uden deres viden herom – og det har skabt ramaskrig blandt brugere og blandt politikere – og med god grund.

Aflytningen, der har fundet sted, omtaler Google i et blogpost fra juli som en nødvendighed for at forbedre og videreudvikle produkter som Assistent, ligesom de anvender beskyttelsesfiltre, der skal forhindre, at brugernes identiteter kan afsløres. Dog kunne den belgiske tv-station VRT NWS afsløre, at på trods af at optagelserne skulle være anonymiseret, så indeholdt flere af optagelserne oplysninger, som kunne kobles direkte til de aflyttede.

Men har vi egentlig selv sat døren på klem for de store tech-firmaer og inviteret dem indenfor i vores hjem, hvor vores dybeste hemmeligheder finder sted? Er det ikke netop dét, vi siger ja til, når vi bruger deres services efter at have klikket “accepter” til den meter lange liste over tilladelser og privacy policies, der jo rent faktisk forklarer, hvad vores data bruges til?

Personligt læser jeg aldrig privatlivspolitikken, terms of conditions, privacy policies – kært barn har mange navne. Det har jeg da ikke tid til, for jeg skal jo bruge min nye app eller device NU! De fleste kender det; vi orker ikke at sætte os ind i, hvad vi egentlig giver udbyderen lov til at vide om os, så vi siger bare ja til hele molevitten! Først senere, når det går op for os, hvad vi giver afkald på for at få fingrene i guldkrukken, opdager vi, at det er for sent. Vi betaler prisen ved at give noget, som står os alle meget nært; vores privatliv.

Men er vi klar til at betale prisen for de produkter, vi bruger? Er vi klar til at give afkald på privatlivets fred? Eller gør vi det faktisk allerede?

Det er ikke kun Big Brother, der holder øje

Selv længe inden et nyt liv ser dagens lys for første gang, har vi mulighed for at tracke og gemme data over bl.a. lægebesøg, ve-intervaller og spark-tæller i apps som Graviditet+ – og faktisk gør vi det allerede gennem ultralydsscanninger på hospitalet. Overvågningen fortsætter, når bekymrede forældre – velment vel og mærke – holder øje med deres teenagers lokalitet gennem Find My iPhone, for at kunne sove med ro i maven, når de er ude med vennerne. Der findes endda apps, som direkte kan kontrollere og styre funktioner på andres smartphone som bl.a. amerikanske MMGuardian, hvor forældre gennem avanceret teknologi kan kontrollere og overvåge barnets mobil med alt fra sporing af lokalitet, blokering af bestemte søgeord eller telefonnumre, deaktivering af kameraet eller alle funktionerne på barnets smartphone i udvalgte tidsperioder – og dette kan ske fra forældrenes mobil – helt uden barnets viden herom!

Men det er ikke kun (over)beskyttende og bekymrede forældre, som overvåger. Mange sociale medier giver ligeledes mulighed for at følge venners færden gennem digitale avatars som Bitmoji i Snapchat, hvor du kan tracke dine venners lokalitet i Snap Map – eller du kan holde øje med, om dine kollegaer overholder sine deadlines i noget så simpelt som jeres virksomheds fælles kalender. Vi tracker også os selv, bl.a. gennem diverse sundhedsapps, hvor vi holder øje med vores helbred, noterer vores løbepuls og lægger kostplan. Og disse personlige og unikke data ligger frit for udbyderen at gemme og bruge (det står der faktisk oftest i privatlivspolitikken, at de må). Men det behøver ikke nødvendigvis at være en ulemple, at vi afgiver disse personlige informationer. Nestlé indgik f.eks. sidste år et samarbejde med Genesis Healthcare, en japansk virksomhed der forsker i genetik, hvor de gennem DNA-tests og kunstig intelligens tilbyder forbrugerne særligt individualiserede kosttilskud og forslag til livsstilsændringer. Og det kan måske være en meget god idé at føre en sund livsstil, da det ikke blot gavner dit helbred, men også kan give dig andre fordele i samfundet.

Gør overvågning os til bedre borgere?

Siden 2014 har Kina udviklet og arbejdet på et social credit system, hvor borgere enten belønnes eller straffes for sin opførsel. Gennem bl.a. ansigtsgenkendelsessystemer, opslag på sociale medier og indkøbsvaner vurderer staten borgernes troværdighed, som udtrykkes i en personlig score. Denne score kan alt efter borgerens opførsel nægte dem adgang til uddannelsesinstitutioner, den kan forværre internetforbindelsen, og regeringen kan endda sætte dig på en blacklist til offentlig skue (modsat en red list for de ‘dygtige’ borgere). Tanken om at blive offentligt straffet for f.eks. at ryge cigaretter, gå over for rødt, eller om du betaler dine regninger til tiden, kan måske virke helt absurd, men faktisk findes lignende systemer allerede hos os i Vesten. Tænk bare på hvordan flere forsikringsselskaber bl.a. vurderer din sundhed ud fra de billeder, du poster af din mad på Instagram, eller de personlige data du selv har tracket og gemt på din sundheds- eller løbetracker. Den populære hotelkæde Airbnb kan uden varsel vælge at lukke din konto på livstid, hvis du handler mod deres vilkår og regler, eller hvis de har mistanke om dårlig opførsel – og de behøver ikke engang at begrunde det!

Der findes utallige eksempler på, hvordan vi dagligt bliver vurderet og reguleret ud fra vores offentlige og online gøren og laden af private som offentlige instanser (og af hinanden). Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte med at være. Spørgsmålet er, hvordan vi som forbrugere og borgere vælger at håndtere det – hvor langt ind i vores private hjem, ønsker vi at invitere andre – og hvordan ønsker vi, at de behandler vores mest personlige data?

Hvor går grænsen?

Efter afsløringerne om de hemmelige aflytninger på Google Assistant og Siri er Apple nu kommet med en officiel undskyldning i en pressemeddelse fra d. 28. august. Her skriver de, at deres privacy policies bliver ændret, sådan at brugerne nu selv aktivt kan til- eller fravælge at blive optaget, ligesom det kun vil være ansatte ved Apple, som må lytte til optagelserne.

Og det er vigtigt, at det sker. Det er vigtigt, at vi tager stilling til, hvor langt vi vil invitere andre ind – og det er vigtigt, at vi holder institutioner, stater og hinanden ansvarlige, hvis grænsen overtrædes. Så måske skulle vi bruge de 2 minutter ekstra på at kaste et blik på, hvad det egentlig er, vi siger ja til, næste gang vi tager en ny service i brug – også selvom det betyder, at vi må vente lige lidt længere på at få fingrene i den teknologiske guldkrukke.