Særligt strategien og mål er vigtige værktøj for at lykkes i rollen som Product Manager. Men hvorfor og hvordan?
Kald det strategi, kald det retning, kald det rolle eller kald det mission og vision. Lige i denne sammenhæng er ordet ikke så vigtigt. Men lad os kalde det strategi – fordi det er det ord, vi hører de fleste Product Managers bruge. Det vigtige er, at Product Manageren har noget at løbe efter – noget som guider prioriteringerne og det daglige arbejde. I hvert fald, hvis Product Manageren skal kunne udfylde sin rolle som bindeled i organisationen (mere om det senere). Product Manageren agerer nemlig bindeled flere steder. Eksempelvis i forhold til kunderne/brugerne og produktet eller produktet og resten af organisationen. Men der er en særlig opgave i at agere bindeled mellem strategi og eksekvering. Det er nemlig Product Manageren, der er med til at få strategien fra papir og ud at leve.
Gør strategien til virkelighed
Product Manager-rollen kan se ud på mange måder – alt efter hvilken organisation, du indgår i. Men fælles for alle Product Managers er, at de er med til at eksekvere på strategien ved at sikre, at virksomheden har de rette services, produkter og features på hylderne. Det gør rollen central i forhold til at sikre, at virksomheder indfrier deres strategier og mål.
Operationalisering af strategien er dermed en af Product Managerens vigtigste opgaver. Ofte er strategien sat af ledelsen eller bestyrelsen, og så er det Product Managerens rolle at vurdere, hvilke skridt der giver mening at tage, så de går i den rigtige retning – i retning af strategien.
“Product Managers er et bindeled imellem de overordnede strategiske linjer og eksekvering. Altså det at kunne eksekvere på strategi og gøre det til initiativer og noget værdi.” – Anonym Product Manager
Product Manager som bindeled
Derfor er det selvfølgelig et problem, hvis ikke forståelsen for strategi og målene er der – for så bliver det ekstra svært at lave prioriteringer i rollen som Product Manager. Så løber man naturligt i den retning, man selv tror er bedst. Det kan være, det er den rigtige vej. Men det kan også være, man burde lave en u-vending. Det er klart, at der ligger en ledelsesmæssig opgave i at formidle og sikre forståelsen for de overordnede tanker. Men det er også Product Managerens rolle at give ledelsen en forståelse af, hvordan produkterne passer ind i forretningen. Give en forståelse af, hvad det kræver at tilpasse et produkt. Det er her, vi ser en styrke og opgave hos Product Manager særligt ligger. At kunne agere bindeled – og i dette tilfælde mellem forretningsforståelse og det teknisk mulige.
“Vores salgsdirektør, vores salgsafdeling og vores supportere med kundeindsigter leverer ind til udvikling – til mig og mine kollegaer. Og så bygger vi på baggrund af det. Der er for mange usikkerheder i det. Der er misforstået krav, forkerte spørgsmål og det resulterer i, vi laver det forkerte – vi laver noget, der ikke skaber værdi.” – Anonym Product Manager
Det vigtige her er, at rollen skabes i samspil med organisationen. At organisationen anerkender Product Managerens rolle som en, der med sin forståelse for både forretning, kunde og teknologi kan sikre eksekvering af strategien. Og vigtigst af alt, så skal Product Manageren have en nej-knap, som er helt legitim at bruge. Product Manageren bør have mandatet til at kunne opsøge værdien og at sige nej, hvis den ikke findes. Ellers risikerer du at investere en masse ressourcer i noget, der egentlig ikke giver den ønskede værdi – og Product Managerens rolle som bindeled udviskes.
Hvordan sikrer du forståelsen for strategien?
Prioritering er som nævnt et nøgleord for de fleste Product Managers, der bliver prikket på skulderen fra flere sider – og som skal vurdere, hvor det er vigtigt at sætte ind lige nu. Uden mål, bliver prioritering en famlen i blinde. Mål og strategi kan samtidig skabe engagement og motivation, og derfor er der stor værdi i at prioritere forståelsen for strategien og målene som afsæt for teamarbejdet. Men hvordan gør du det bedst? Og med “du” mener jeg både ledelsen, som skal sikre, Product Manageren har det rette forståelse. Men også dig som Product Manager, der skal have dit team med på rette kurs.
Noget af det, du med fordel kan have fokus på, hvis du vil sikre forståelsen er:
- Transparens. Så alle altid har adgang til at kunne se jeres mål og retning.
- Opfølgning/feedback. Så I evaluerer på, om I er på rette vej.
- Kommunikation af mål. Så I sikrer, at målene motiverer og virker.
Hvordan sikrer du at sætte de rigtige mål? KPI versus OKR
Lad os lige dykke lidt mere ned i det med kommunikation af mål. Det med at sætte de “rigtige” mål og sørge for, de virker motiverende. Det er essentielt for at sikre, der løbes i den rigtige retning. Konkret skal du tænke mere i OKR end KPI. Og det er faktisk ikke kun vores egen erfaring, at det er en god målemetode – de Product Managers vi har snakket og arbejdet med nævner det også. Hvis du gerne vil have uddybet, hvad OKR er for en størrelse, så har vi skrevet meget mere om det i en blog – som du kan læse her. Men helt kort, så står OKR for Objective & Key Result. Et OKR skal fungere som en ledestjerne. Ved OKR er fokus på, hvad man gerne vil opnå frem for performance (som KPI ofte fokuserer på) – der er fokus på effekt frem for aktiviteter. Man sætter nogle overordnede ambitiøse mål (objectives) og nogle målbare metoder under (Key Results).

Du kan jo selv udpensle kolonnen “hvordan” og klargøre, hvad du præcis ville gøre – hvilken handling du ville sætte ind. OKR giver dig et overblik, og når du genbesøger dine mål – hvilket man skal gøre ofte – så vurderer du, om handlingen virker, eller om du skal forsøge dig med noget andet.
Vi har også spurgt en Product Manager: “Hvorfor OKR”? Svaret var: “fordi der kan du skabe kobling mellem det, du gerne vil opnå og samtidig sikre, dine teams er med. Hvis du formår at lave nogle loops på key results, der går op til nogle overordnede mål. Som et eksempel kan jeg nævne, at på XX var trafik et overordnet mål. Så fik teamsene et mål, som hed “få flere brugere til at komme tilbage”, som de kunne handle på. De mål linker 1:1 tilbage til det overordnede mål. Men teamet bestemte deres handlinger, og de fik mulighed for at teste det af”.
Der er nogle vigtige aspekter i citatet her. Det første er, at OKR er en tilgang, der inddrager teamet og dermed sikrer, alle er med på retningen og finder det motiverende. Målene hænger sammen med den overordnede strategi, og dermed sikres den overordnede forståelse og bobler springes/siloer nedbrydes. Og det med at teste er vigtigt! Det er vigtigt at få genereret hurtig feedback, som sætter jer i stand til at afgøre, om jeres ide er god eller ej. Det at teste en ide eller handling af, og have mulighed for at ændre på det sikrer, at I skaber den rette værdi – hvilket ofte er (hvis ikke altid) i tråd med organisationens strategi/retning.
Derfor…
Hvis ikke det allerede er besvaret, så lad os lidt utraditionelt afslutte med det store spørgsmål: “hvorfor”? Hvorfor er særligt strategien og mål det vigtige værktøj for at kunne lykkes i rollen som Product Manager? Fordi det at få en fælles forståelse – og ikke mindst at få hele teamet med på rejsen – er en afgørende faktor for at opnå det bedste produkt. Og netop det bedste produkt må være målet for enhver Product Manager. Men vi ved, der er langt fra opfattelsen af, at strategi og mål er vigtigt, til at det rent faktisk udøves og bruges i praksis.
Vil du gerne høre mere om vores analyse af Product Managerens rolle – som artiklen her er skrevet på baggrund af – eller mangler du sparring på rollen hos jer, så tøv ikke med at kontakte mig.
Og er du Product Manager? Og kunne du tænke dig at inspirere – og blive inspireret af andre, der sidder i samme rolle? Så er det online netværk for Produkt Managers måske noget for dig.