Den grønne omstilling kræver, at borgere, foreninger, erhvervslivet og myndigheder skaber og implementerer nye grønne løsninger sammen. Uden samskabte løsninger opstår modstand. Tilgangen gør forskellen.
Vi har set flere eksempler på, hvad der sker, når folk ikke føler sig inddraget eller hørt ift. de nye grønne forandringer og projekter: I Norge har regeringen skrottet en del af planen om vindkraft på land, fordi mange frustrerede nordmænd oplever vindmøllerne som et overgreb i deres privatliv. Fra Frankrig kender mange historien om Macrons forslag om dieselafgifter og de Gule Vestes reaktion.
Omstillingen til de nye grønne løsninger er en så stor og krævende opgave, at den har bedre chance for blive realiseret i tide, hvis det opleves som noget, vi står sammen om. Det handler om, at vi sammen skal skabe de nye løsninger og derigennem ændre vores mindset til at blive mere grønne. Når vi samskaber, udvikler og implementerer nye grønne løsninger på tværs af borgere, foreninger, erhvervslivet og kommuner sker der nemlig tre essentielle ting:
- Det skaber ejerskab.
- Vi får sammen en dybere forståelse for, hvorfor de nye grønne løsninger og forandringer er vigtige.
- Det giver mulighed for at skabe nye innovative grønne løsninger, da idéerne udvikles på tværs og kommer fra en bred gruppe af mennesker med forskellige baggrunde og roller.
Klimaudfordringerne og de nye grønne løsninger er vi nemlig ikke så modtagelige over for, når vi føler, at vi bliver påduttet dem af f.eks. kommunen. Det handler om, at de klimamæssige udfordringer ofte kræver nogle grundlæggende ændringer og omstillinger, som griber ind i vores privatliv og professionelle virke. Det er derfor vigtigt, at folk bliver inviteret med til at samskabe løsningerne, da det styrker legitimitet og ejerskabet til de nye grønne tiltag.

Grønne eksempler på samskabelse
Og dét der med, at samskabelse kan være grobund for den grønne omstilling, er ikke bare noget, jeg siger. Flere kommuner har allerede haft succes med at bruge samskabelse til at skabe nye grønne løsninger med stor motivation og ejerskab hos borgerne. Det gælder f.eks. initiativet green teams. På et borgermøde i Tørring i 2012 blev idéen om et green team født, som nu har spredt sig til seks byer. Formålet med green teams er, at borgerne arbejder sammen med kommunen omkring ønsket om at skabe en affaldsfri by. Kommunen stiller materialer som f.eks. affaldssække til rådighed, som de frivillige borgere kan bruge til at hjælpe med at skabe en affaldsfri by. I byen Barrit kører Michael Bruun og hans 15 – 20 medborgere ud én gang om måneden og gør byen pænere at se på. Derudover fungerer borgerne som et ekstra sæt øjne for kommunen, da de giver besked om de sværere oprydningsopgaver, som kræver hjælp fra kommunen.
Et andet populært grønt samskabelsesinitiativ er Byhaver. Initiativet Incredible Edible startede i 2008 i England, hvor en gruppe af mennesker så potentiale i et forladt og ubrugt del af deres by. Dette område forvandlede de på eget initiativ til en byhave, som de selv dyrkede. Incredible Edible er nu blevet til et stort internationalt fællesskab med mere end 200 grupper over hele verden.
I Danmark findes der ligeledes et stort antal byhaver. I Aalborg Kommune opstår der flere og flere byhaver, der muliggør, at borgerne har adgang til havedyrkning. Aalborghaverne er et gratis tilbud til borgere om at låne et havelod, hvor borgere kan mødes om selvdyrkning og bæredygtighed. Byhaver bidrager til, at borgere og kommuner sammen skaber grønnere byer bl.a. ved at sætte fokus på selvdyrkning og konvertere ellers øde områder til grønne oaser, der bringer biodiversitet til byen. I Karolinelund i Aalborg har man allerede set flere positive effekter, f.eks. har parken fået et rigere planteliv og fugle, sommerfugle og insekter strømmer til.

Målet er at samskabe minimum 100GRØNNE løsninger
I Innovation Lab har vi udviklet en løsning og et koncept til, hvordan kommuner kan skabe nye innovative grønne løsninger, som der er ejerskab omkring. Vi kalder løsningen 100GRØNNE. Sammen med kommunen opsøger vi folk fra forskellige egne af kommunen med forskellige fagligheder, aldre og perspektiver, og faciliterer møder, hvor idéer kan opstå. Sammen inviterer vi dem ind i projektet 100GRØNNE, hvor de får mulighed for at bidrage med deres idéer til den fælles klimaindsats i kommunen.
Processen:
- I løbet af én måned har borgere, foreninger, virksomheder og myndigheder mulighed for tilsammen at melde 100 grønne idéer eller løsninger ind.
- Idéerne og forslagene lægges på en platform, hvor borgere, foreninger og virksomheder fra kommunen kan stemme på dem og give dem feedback.
- Efter de 30 dage samles alle 100GRØNNE til et magasin, hvor de 100 idéer og løsninger vises frem. Her præsenteres tankerne bag løsningerne, deres opnåede støtte, og hvordan de virkeliggøres eller videreføres.
- Minimum 5 af de bedste idéer og løsninger udvælges og implementeres i kommunens klimaarbejde.
Vi har i Innovation Lab erfaringer med samskabelsesformater fra projekter omkring byudvikling, udvikling af sundhedsområdet og fra hackathons. Vil du vide mere om 100GRØNNE, og hvordan du får skabt ejerskab til den grønne omstilling, er du altid velkommen til at kontakte mig.