Hvordan virker trends? Hvad skaber trends af forventninger til din forretning? Hvordan kan du udnytte, at vi som mennesker er psykologisk drevet mod og af bestemte ting?
Skab vækst gennem strategisk brug af trends
Der er en grund til, at der var +50 mio. mennesker, som downloadede Pokemon Go. At den købestærke Generation Z står i kø til Kylie Jenners Lip Kit og Nikes seneste sneakers drop. At sund kost skifter fra LCHF over Raw Food og Paleo til den nyeste superfood. At teenagere verden over forsøger at imponere vennerne med deres bedste version af ’The Floss Dance’ eller ‘Renegade’. At vi går fra at poste vores billeder og videoer på Facebook til Instagram, Snapchat eller TikTok. Vores adfærd og præferencer er styret af trends, og det er trends, der sætter barren for brugernes fremtidige forventninger.
Trends hjælper jer med at være relevante i en foranderlig verden
Trends er dynamiske, konstant i forandring og kan virke som en diffus og uhåndgribelig størrelse. På trods af det (og måske lige netop derfor) er det væsentligt, at din virksomhed holder sig opdateret og arbejder strategisk med trends, hvis I har et ønske om at forblive relevante for jeres forbrugere i en verden, der hele tiden udvikler sig med en sådan fart, at selv den mest erfarne taber pusten.
Har du et overblik over og en forståelse for de trends, der er på vej, får du en kæmpe konkurrencefordel, fordi du kan nå at tilpasse dit produkt og din markedsføring til den samfundsstemning, den nye trend er et udtryk for.
Trends påvirker dine kunders forventninger til dig
Trends påvirker konstant vores hverdag og dine kunders og samarbejdspartneres forventninger. Når en trend er opstået, og den dækker dine kunders behov på en bedre måde, end før trenden opstod, tager kunderne disse nye forventninger med, når de møder dit produkt eller service.
Har de først haft en intim, direkte og ærlig relation til et idol gennem Snapchat eller Instagram, skaber det forventninger til personer i servicefunktioner: Det er ikke længere nok med en distanceret relation, hvor man er et nummer i rækken. Har de først benyttet Uber og nydt godt af funktionen, hvor de kan se præcist, hvornår chaufføren holder ude foran døren, skaber det nye forventninger til alt fra traditionelle taxaselskaber til levering af pakker og mad.
Forventninger er nemlig ikke adskilt af brancher og brands. Hvis vores behov bliver mødt på en ny og bedre måde, så forventer vi, at trenden bliver brugt i andre sammenhænge.
Det handler om at se bag den konkrete trend og undersøge, hvilke bagvedliggende behov og ønsker, trenden er et udtryk for.
Jarle Fink Kondrup
Trends, imitation og social proof
Men hvorfor opstår trends, og hvordan overtager de hele verden på et splitsekund? Den evolutionære biolog Richard Dawkins beskrev det allerede i 1976: Mennesker har en helt unik evne til at imitere andre, som adskiller os fra andre arter i det store dyrerige.
Popular is good, skrev psykolog Robert Cialdini flere år senere og forklarede imitationsevnen med det nu velkendte social proof: Hvis alle andre gør det, må den være god nok. Om det handler om, hvad du gør med det tomme popcornbæger, når du forlader biografen, eller hvor hurtigt du kører på en vis motorvejsstrækning, er det nemmeste valg altid at følge mængden. Dét blandet med det faktum, at vi som mennesker er sociale væsener, der i tidernes morgen overlevede på vores evne til at holde sammen, skaber grunden til, at andres opførsel påvirker os så meget. Det betyder også, at når noget nyt opstår, som i begyndelsen kun påvirker nogle få, kan det med tiden blive en vidtspændende trend, hvis flere begynder at følge med.
Trends er altså meget mere end en tilfældig, forbipasserende dille. De er en del af noget større. De er et udtryk for vores dybereliggende behov og en reaktion på samfundet, som det ser ud lige nu.
Strategisk arbejde med trends handler altså ikke bare om den nyeste teknologi, det populære rejsemål eller månedens mest solgte modetøj. Det handler om at se bag den konkrete trend og undersøge, hvilke bagvedliggende behov og ønsker, trenden er et udtryk for, og hvilken betydning den har for vores branche.
Ønsker du at arbejde endnu mere med strategisk trendanalyse, kan du hente vores Trend Innovation Canvas, som guider dig gennem processen i at forstå og udnytte de specifikke trends, du møder i din branche.
Få tilsendt vores Trend Innovation Canvas ved at tilføje dine oplysninger herunder.