Motivation er et nøgleord i de fleste organisationer. Men hvad er motivation egentlig for en størrelse? Og hvordan sikrer du, at alle på din arbejdsplads er motiverede?
Et bud er at få lavet et MotivationMap, men mere om det senere…
Først… hvad er motivation for en størrelse?
Motivation er dét, der driver dig. Dét, som får dig til at handle. Dét, som giver energi. Helt groft tegnet op kan motivation inddeles i ydre og indre motivation. Er du ydre motiveret, så er det faktorer som anerkendelse fra chefen eller løn, der driver dig i dit arbejde – ydre faktorer. Er du indre motiveret, er det selve arbejdet, der motiverer dig, fordi det er noget, du finder meningsgivende og berigende i sig selv – indre faktorer. Fjerner du lønnen, vil de fleste nok blive demotiverede – lige meget hvor glade de er for deres arbejde! Men kan vi få folk skubbet i retning af at være mere indre motiverede og udføre arbejdet, fordi de synes, det er interessant – altså motiverede af selve arbejdet frem for de belønninger, der følger med – så får du også mere effektive medarbejdere – ifølge McKinsey får du medarbejdere, der performer hele 16 % bedre.
Hvorfor motivation? What’s in it for you?
Motiverede medarbejdere er også engagerede medarbejdere, og det er produktive medarbejdere. Faktisk viser Gallups undersøgelse “State of the Global Workforce” fra 2017, at 73 % af de adspurgte danskere ikke er engagerede i deres arbejde. Kun 16 % svarede, at de er engagerede. Gallups undersøgelse viser desuden, at teams med engagerede medlemmer er 17 % mere produktive end dem med lavt engagement. Den bredeste vej til mere engagerede medarbejdere er gennem mere motiverede medarbejdere. Du kan motivere dine medarbejdere ved at hjælpe dem med at motivere sig selv. Det handler om at vide, hvad der skaber motivation hos dine medarbejdere eller dit team. Det handler om at hjælpe med at sætte ord på, hvad der driver dem i arbejdet. Når det er gjort, handler det om at finde ud af, hvordan du bedst støtter den motivation.
Men det kan være lettere sagt end gjort.
Manipulation eller motivation…
Ved du, hvad der motiverer dine medarbejdere? Ved du, hvad der motiverer dine kollegaer? Ved du, hvad der motiverer dig selv i dit arbejde? Det kan være forskellige ting, der driver dig og dine kollegaer. Og hvordan er det så lige, du sikrer, at alle på arbejdspladsen er motiverede? Vores erfaring er, at mange har svært ved at svare på spørgsmålet. De fleste kender de klassiske spørgsmål: “hvad motiverer dig? Hvad er det, du får energi af?”. For det første er det meget brede, personlige og svære spørgsmål at svare på. Svaret er derudover ofte influeret af situationen og måske også af, hvad der føles godt og rigtigt at sige lige nu – mere end det er et billede af virkeligheden. Helt ubevidst – eller måske bevidst – vil du være tilbøjelig til at svare dét, du tror, modparten gerne vil høre. Så sørger du rent faktisk for at motivere dine medarbejdere på en måde, så det passer til dem? Eller kommer du til at manipulere dem til at påtage sig virksomhedens værdisæt gennem strategier og flotte plancher? De fleste vil jo helst ikke træde ledelsen eller kollegaerne over tæerne. Vi er bange for at fejle, fordi var har stærkere følelser for at tabe noget end for at vinde noget. Vi vil helst ikke sige noget forkert eller stødende. Derfor er anonymitet også et nøgleord, hvis du vil have svar på mere personlige spørgsmål. De ærligste svar kommer som regel, når det foregår helt fortroligt og renset for strategiske vægtninger og hensynsbetændelse.
Men hvordan gør du?
Dit vigtigste ledelsesredskab er at vide, hvad der driver folk. Men fordi spørgsmålet om, hvad der motiverer dig, kan være så svært at svare på, har vi i Innovation Lab udviklet en anonym motivationstest. Vi kalder den MotivationMap. Første skridt til mere motivation er nemlig at kortlægge, hvad der egentlig motiverer dine medarbejdere. Først når du ved det, kan du lave netop de tiltag, som rammer dine medarbejdere bedst. Det kan også være, du har et værdisæt, som du gerne vil teste, om medarbejderne også følger? – Så kan MotivationMap være med til at give dig et overblik. Er team-kulturen ikke helt, som du gerne vil have den? – Så kan MotivationMap være en måde at skabe bevidsthed om, hvad der driver menneskene i dit team – hvad de synes, er det vigtigste ved arbejdet. En forståelse for din egen og dine kollegaers motivation er et skridt mod mere arbejdsglæde og langt bedre samarbejdsprocesser. Fordi du ved, hvordan du kan spille dine kollegaer gode.
MotivationMap – Hvad har værdi for dig?
Motivation er ikke et nyt emne. Og der er nok ikke mange, der vil ryste på hovedet, når jeg siger, det er vigtigt i et arbejdsliv – det har vi vidst længe. Faktisk er der utallige teorier om motivation. Nogle ser motivation som et nærmest stabilt personlighedstræk. Andre ser motivation som en situationsbestemt tilstand, som er påvirket af vores erfaringer og begivenheder rundt omkring os. Vores erfaring siger os, at motivation kan ændre sig. At motivation ikke er et personlighedstræk. At du i forskellige perioder i dit arbejdsliv vil være motiveret af noget forskelligt. Livsbegivenheder og forhold i omverdenen kan påvirke vores holdning til, hvad vi tillægger mest værdi i vores arbejdsliv. Vi ved, at det kan være svært at svare på, hvad det helt konkret er, der motiverer dig i dit arbejde. Derfor har vi lavet MotivationMap, der fungerer som et værktøj, der hjælper med at forstå og kortlægge, hvad der løbende motiverer dig i dit arbejdsliv.
Hvis noget skal motivere dig, skal det også have værdi for dig. Hvis det er noget, der har værdi for dig, så er det også noget, der driver dig. Er det social- og miljømæssig bæredygtighed, kollegers velvære, tradition, sikkerhed, indflydelse, opnåelse, udfordringer eller selvbestemmelse? Tag eksempelvis beskrivelsen af en person: Han kan godt lide at tage chancer og er villig til at løbe en risiko. Vil du sige, at han ligner dig? Eller gør han slet ikke? Hvis du også kan lide at tage chancer og ikke har problemer med at løbe en risiko, så er det højst sandsynligt, fordi du ser en stor værdi i udfordringer. Du synes, det er spændende, når der sker noget nyt. Det kan også være at beskrivelsen: Det er vigtigt for hende at have en garanteret og stabil arbejdsposition, er en beskrivelse, du identificerer dig selv mere med. Så er det sandsynligvis i højere grad sikkerhed, som er værdifuldt for dig i dit arbejde. Det betyder noget for dig at vide, at du kan forsørge dig selv og dine nærmeste, og at du har en sikkerhed i dit job både i dag, i morgen og næste år. Du synes måske også, at begge dele er vigtige for dig – at begge beskrivelser passer på dig. Men lur mig, om der ikke er en af dem, du prioriterer højere. Og det er dét, MotivationMap hjælper dig med at finde frem til.
Hvad ligger der bag MotivationMap?
Videnskaben bag spørgerammen er psykologiske motivation- og værditeorier (Schwartz Theory of Basic Values og Ryan og Decis Self-Determination Theory). De psykologiske teorier danner grundlag for de algoritmer, som beregner resultatet. Algoritmen er udarbejdet af Innovation Labs Big Data ekspert, Mads Hingelberg. Spørgsmålene hjælper dig med at reflektere og finde svar på, hvad du egentlig vægter højest i dit arbejde. Hvad er vigtigst for dig, når I skal udføre en opgave? Igen… det er måske svært at svare på. Men forskellige udsagn og svarmuligheder gør det lettere at overveje, hvornår du egentlig synes, at en arbejdsopgave er en af de gode. Det handler om at få overblik over, hvad der driver dig og dine medmennesker. Brug MotivationMap til at blive en empathy champ!
Kunne du tænke dig at høre mere om motivation i det hele taget eller mere konkret om MotivationMap, så tøv ikke med at kontakte mig.