Et nyt formidlingscenter i Ilulissat skal styrke turismeudviklingen i området og formidle det spektakulære områdes historie, udvikling og betydning.
Ilulissat ligger på Grønlands vestkyst ved Diskobugten, 250 km nord for polarcirklen. Området omkring byen – Isfjorden – er et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer udspiller sig for fuld udblæsning, og hvor besøgende har mulighed for at opleve en af de mest aktive og kælvende gletsjere i verden på tætteste hold. I 2004 blev området optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Ilulissat er Grønlands primære turistby, og området omkring byen besøges af internationale klimadebattører, forskere, statsledere og mange flere årligt. Innovation Lab var med til at skabe et unikt og visionært formidlingskoncept, der fortæller områdets historie med respekt for naturens vilde kræfter.
Proces
Opgaven var at skabe et ankomststed, et formidlende univers og et mødested under ét samlet tag – for både lokale borgere og den brede variation af turister. Igennem et intensivt kulturstudie klarlagde vi de unikke styrker, som området besidder. Studiet indeholdt bl.a. en dybdegående analyse af, i hvor høj grad etableringen af et isfjordscenter, rummede potentiale i forhold til at videreudvikle isfjorden og Ilulissat som turistdestination.
Kulturstudiet blev efterfølgende fulgt op af en praktisk konceptudvikling med elementer der skaber en helstøbt og kontekstuel oplevelse. Der blev desuden lavet feasibilitystudier for projektet og det færdige resultat; hvordan ville indtægterne fordele sig, og hvordan ville formidlingscentret bidrage til den generelle udvikling af Ilulissat i fremtiden. Studie, analyse, feasibility og regnskab blev sammenfattet i et udførligt konceptkatalog.
Resultat
Det 152 mio. kr. store projekt fik støtte af Realdania Fonden med 108 mio. kr., Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia med 23 mio. kr. ligesom der var store finasieringer til selve udstillingen fra bl.a. Nordea Fonden og Augustinus Fonden.
Der hviler således nu et visionært byggeri med respekt for det særlige UNESCO-beskyttede naturområde på lokationen. Bygningen er en enkel, vredet struktur, der ligger som et vingefang i landskabet. Dorte Mandrup Arkitekter, firmaet bag den endelige bygning, beskriver deres inspiration bag bygningen som værende ”en sneugles flugt gennem landskabet” – tanken er, at huset skal påvirke det skrøbelige landskab mindst muligt. Det forventes, at 25.000 gæster vil besøge det nye center hvert år.