Undrevisning - Leg og teknologi mellem skole og fritid.
Hvordan skaber vi spændende undervisning i en tid, hvor teknologien ændrer sig så hurtigt? Kan vi skabe gode alliancer mellem formel og uformel læring? Hvordan kan skoleliv og fritidsliv inspirere og supplere hinanden?
Kom og vær en del af Next Generation Summit II, når vi udfolder begrebet Undrevisning og ser på muligheden for at bygge bro mellem skole og fritid via interessante talks, vidensdeling og hands-on workshops. Vi hører fra forskeren, praktikeren og dem, som det hele drejer sig om: børnene.
Den digitale udvikling skaber nemlig mulighed og nødvendighed for at se på undervisning på nye måder både i skolerne og mellem skolerne og de institutioner, der kan være med til at bygge bro mellem formelle og uformelle læringsarenaer.
Kom og oplev konkrete og spændende koncepter og prøv selv kræfter med kreative, digitale og legende cases. Få inspiration og håndgribelige værktøjer til, hvordan du kan implementere undrevisnings-initiativer i egen praksis.
På dette andet summit i Next Generation-rækken sætter vi nemlig fokus på, hvordan man gennem leg skaber spændende digital læring på tværs af aktører for at klæde børnene bedst muligt på til en digital nutid og fremtid.
Du kommer bl.a. til at møde:
- Sofie Kinch,phd, forsker og underviser, Designskolen Kolding
- Tore Neergaard Kjellow, CEO, Ugly Duckling Games
- John Klesner, projektleder, Favrskov Kommune
- Lis Zacho, lærer, bestyrelsesmedlem Coding Pirates, blogger, rådgiver
- Louise Overgaard, Generalsekretær Coding Pirates og Lab Agent Innovation Lab
Du vil også møde spændende cases bl.a. fra skoler, Designskolen Kolding, Coding Pirates, landets museer. Oplæg på dagen er primært på dansk.
Program:
- 09.30-10.00: Ankomst og morgenmad
- 10.00-10.10: Velkomst
- 10.10-10.40: Paneldebat
- 10.40-11:00: Undrevisning
- 11.00-12.00: Prøv at lege med teknologierne i forskellige workshops
- 12.00-12.30: Frokost
- 12.30-12.50: Leg og Teknologi mellem skole og fritid
- 13.00-14.00: Prøv at lege med teknologierne i forskellige workshops
- 14.00-14.30: Handlingsplan
Der forbeholdes ret til at ændre i programmet.
Take aways:
- Den nyeste viden inden for digital læring på tværs af skoler og fritidsinstitutioner
- De nyeste eksempler på legende og digitale læringsmuligheder
- Du går fra dagen med konkrete eksempler på digital læring gennem leg
- Du skaber netværk med andre, der arbejder inden for dette felt på tværs af siloer
- Du er med til at sende et statement om vigtigheden af at børns leg med teknologi er et vigtigt område.
Next Generation er støttet af Poul Due Jensens Fond.
Om Next Generation: Fremtidens teknologier og de nye
generationer
En række af summits med fokus på teknologi og leg i børnehøjde.
Der mangler hverken markante holdninger eller idéer, når det handler om hvordan vi bedst skaber balance mellem børn, unge og fremtidens teknologier. I dag er de færreste tvivl om, at det kræver store ressourcer og solide strategier at uddanne fremtidens generationer til at blive gode digitale borgere: vidende, kritiske og kompetente – og helst det hele på samme tid. Til gengæld går nuancerne desværre ofte tabt i debatterne om obligatorisk teknologiforståelse på skoleskemaet, altid tændt eller helt slukket skærm og hårde grænser mellem læring og fritid.
Digitale medier og teknologier er nemlig så meget mere end et enten eller. Det er et både og, hvor spørgsmålet er, hvordan man skaber den gode leg, den gode oplevelse, det gode liv i en digital tidsalder.
Derfor sætter Next Generation med fire summits fokus på alt det, der også driver og motiverer de unge generationer til at opnå reelle digitale og computationelle færdigheder: legen, de kreative eksperimenter, selvstændig udforskning af sociale fællesskaber og kulturel dannelse i en livsverden, hvor on- og offline smelter
sammen. En udvikling vi ikke ved præcist, hvordan vil komme til at se ud, men som vi er nødt til konstant at forholde os åbent og nysgerrigt til.
Next Generation har som ambition at skabe større opmærksomhed og bred dialog omkring potentialer og aktive valg i diskussionerne om fremtidens teknologier og den måde, de kommende generationer vil forstå og bruge dem på.
Der er berammet fire summits og en konference i 2022 og 2023.
Bag Next Generation står en bred kreds af samarbejdspartnere bl.a. Centralbibliotekerne, Dokk1, Designskolen Kolding, Favrskov Kommune, Aarhus Universitet, Coding Pirates og Innovation Lab.
Next Generation er støttet af Poul Due Jensens Fond.
Vores summits kombinerer oplæg, showcases, debatter og hands-on workshops. Vi inviterer blandt andet lokalpolitikere, forvaltnings-pædagogisk personale, virksomheder, lærere, pædagoger, frivillige, pædagogiske udviklingscentre, forskere, biblioteksfolk, kunstnere og musikere og ikke mindst børnene og de unge selv.
Målet med Next Generation er at give helt konkrete bud på løsninger, at stille de mest relevante spørgsmål og forhåbentligt skabe dialog og samarbejdsmuligheder på tværs af organisationer, brancher og holdninger.
Det varierer fra summit til summit, om de foregår på dansk eller engelsk.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lab Agent Louise Overgaard på louiseovergaard@ilab.dk.