Udviklingen af AI-drevne værktøjer har for alvor taget fart.
I dette blogindlæg vil vi dykke ned i fire udvalgte værktøjer og guide dig til, på egen hånd, at udforske de mange muligheder, der er for at effektivisere dit arbejde ved brug af kunstig intelligens.
I november sidste år lancerede OpenAI deres sprogmodel med navnet ChatGPT, og jeg vil påstå, at dette blogindlæg næppe er første gang, du hører eller læser om den. Du har formentligt allerede selv udforsket ChatGPT, privat og/eller professionelt, og oplevet nogle af de superkræfter, den gemmer på. Måske du i fællesskab med ChatGPT har udviklet næste uges madplan, skrevet et fængende LinkedIn-opslag eller struktureret en tekst – som det er tilfældet med dette blogindlæg. Siden lanceringen har ChatGPT og kunstig intelligens som helhed været centrum for betydelig opmærksomhed og debat med forskellige perspektiver.
ChatGPT som accelerator for nye værktøjer
Selv om der kan være stor værdi alene i at chatte med de store sprogmodeller som ChatGPT, fungerer de imidlertid også som motor for en lang række af AI-fokuserede værktøjer. Det vil sige værktøjer, der ved at koble sig op på f.eks. ChatGPT, kan hjælpe dig med konkrete opgaver, såsom design af fascinerende slideshows eller opsummeringer af informationstunge artikler. På samme måde som din smartphone har en app til næsten enhver tænkelig opgave, er vi nu vidne til en hastigt stigende tilkomst af AI-drevne værktøjer, der kan effektivisere dit arbejde.
I marts 2023 fandtes der i omegnen 14.700 AI-startups alene i USA, og udviklingen går kun én vej. Den rivende udvikling inden for kunstig intelligens kan dog virke overvældende, især når det kommer til at finde de værktøjer, der er mest relevante for netop dine behov. Det skyldes delvist, at udviklingshastigheden betyder, at ikke alle værktøjer er lige gode, inden de lanceres. Men frygt ej, der er hjælp at hente. En værdifuld ressource er bl.a. databaser som There’s An AI For That, hvor over 8.000 AI-værktøjer er beskrevet og vurderet af brugere.
I dette blogindlæg vil jeg give dig en introduktion til tre gode AI-værktøjer og ét, der nok mere kan kategoriseres som skørt. Måske finder du det perfekte værktøj til dine behov, måske bliver du bare inspireret til at selv udforske de utallige muligheder, der findes inden for kunstig intelligens.
Chatsimple: en utrættelig kundeservicemedarbejder
Automatiseret kundeservice er ikke banebrydende innovation. En lang række virksomheder har gennem det sidste årti, med varierende succes, tilføjet en chatbot til deres hjemmeside. Og det er der flere gode grunde til. Den teknologiske udvikling medvirker til, at information spredes hurtigere end nogensinde før, og vores tålmodighed sættes på prøve. Har vi spørgsmål, vil vi helst have svar med det samme. Netop det kan chatbots være behjælpelige med, da de konstant står til rådighed og hurtigt kan hjælpe kunder med at besvare basale spørgsmål og yde support af mindre komplekse problemer. Nyere chatbots drager tilmed fordel af de store sprogmodeller, der giver dem en helt ny forståelse for kommunikation med mennesker, samt muligheden for at træne sig selv på baggrund af kundernes informationer.
Måske du allerede har overvejet at implementere en chatbot på jeres virksomheds hjemmeside, men er sprunget fra, fordi det virkede kompliceret, eller du var usikker på, hvilke svar den ville give dine kunder. Og intet slår jo den menneskelige kontakt, vel? Faktum er, at online kundeservice er en af de arbejdsopgaver, der allerede nu er under stor forandring, og hvor mennesker i stigende grad bliver erstattet af kunstig intelligens til at imødekomme generelle henvendelser og spørgsmål, og derved får frigivet mere tid til at løse komplekse problemstillinger.
Chatsimple er et af mange værktøjer, der ved hjælp af ChatGPT giver dig muligheden for at implementere en chatbot på din hjemmeside – på overraskende nem og hurtig vis. På ganske kort tid kan du oprette jeres egen virksomheds chatbot og træne den ved at indsætte et link til de dele af din hjemmeside, du ønsker den skal have kendskab til. Her kræves altså ingen kompetencer inden for kodning. Det betyder, at besøgende kan tilgå viden, som kan være afgørende i en beslutningsproces, uden at gennemrode hele din hjemmeside i en søgen efter den. Chatsimple tilbyder derudover en række af features, såsom muligheden for at tilkoble jeres sociale medier til chatbotten, udforme præfabrikerede svar på særlige spørgsmål, samt indsamle kontaktoplysninger på kunder med særlige forespørgsler. Med Chatsimple får du adgang til en utrættelig kundeservicemedarbejder, som du kan (om)skole præcis som du ønsker, og som kan hjælpe dig til at forstå dine kunders behov bedre.
TurboScribe: Få transskriberet dine lydfiler på få minutter
Tilgængeligheden af de store sprogmodeller har også medført en stor udvikling inden for den tidskrævende disciplin, transskribering. Hvor det førhen har været et omfattende og overvejende manuelt arbejde at omsætte talte ord til tekst, er udviklingen af kunstig intelligens med til at revolutionere denne praksis. En af de mest indlysende fordele ved at overlade transskriberingen af dine interviews, møder o.lign., er netop hastigheden. En arbejdsopgave, der før har kunne tage timevis for et menneske at udføre, kan en kunstig intelligens nu klare på få minutter. Denne tidsbesparelse betyder, at du kan bruge mere tid på at analysere og formidle en samtales indhold, frem for at transskribere den. Ønsker du virkelig at speede processen op, har du tilmed muligheden for at lade en kunstig intelligens læse din transskribering og give dig en opsummering af centrale pointer.
En velkendt bekymring ved at overlade transskriberingen af vigtige samtaler til en algoritme er dens nøjagtighed og evne til at forstå kontekst, dialekt mm. Det kan ikke udelukkes, at der kan være hold i disse bekymringer. Men det er vigtigt at påpege, at også mennesker kan begå fejl og overse vigtige detaljer. Vi kan derudover blive trætte og miste fokus i den timelange proces, det f.eks. kan være at transskribere et interview. Samtidig skal det nævnes, at der arbejdes på højtryk i udviklingen af kunstig intelligens’ evne til at forstå og transskribere talte ord, og ved at benytte en kunstig intelligens til processen, er du selv med til at træne den og gøre den bedre.
Der er stadig områder, hvor menneskelig transskribering er at foretrække. Dette er f.eks. ved bearbejdning af følsom data, eller i tilfælde hvor nuancerne i dialekt eller kontekst ikke er forståelige for en kunstig intelligens. Men ser man bort herfra, kan den automatiserede transskribering altså allerede nu skabe stor værdi for dig. Hvad enten du har ét interview eller 100, kan et værktøj som TurboScribe være værdifuldt for dit arbejde. Her kan du uploade lydfiler på op til 10 timer, og uagtet om samtalen er på dansk, engelsk, tysk eller et af 95 andre understøttede sprog, kan du efter få minutter downloade en transskriberet udgave. TurboScribe kan tilmed genkende de forskellige stemmer, der måtte være til stede i lydfilen, og tydeliggøre dette i transskriberingen, så det bliver overskueligt, hvem der siger hvad.
Pragma: Din virksomheds vidensassistent
Forskning viser, at ‘remote work’ har flere positive konsekvenser. Men der er også dele af det daglige arbejde, der udfordres herigennem. Bl.a. kan ‘remote work’ medføre en forringelse af kommunikationen og samarbejdet mellem ansatte, da det f.eks. ikke er sikkert, at alle er tilgængelige på samme tidspunkt. Når vi ikke arbejder side om side, kan vi heller ikke i samme omfang drage fordel af den løse informationsdeling, der f.eks. finder sted på et kontor. Denne udfordring findes der et væld af softwareløsninger, der forsøger at tackle, så kommunikationen hurtigt og nemt kan flyde mellem dig og dine kollegaer. Problemet er dog, at I formentligt allerede nu forsøger at manøvrere mellem et væld af forskellige kommunikationsværktøjer, delingstjenester mm. Og alene tanken om at søge dem alle igennem, for svar på vores spørgsmål, kan gøre en forpustet.
Pragma er en AI-drevet løsning på dette problem. Ved at træne den på jeres virksomheds data, kan den påtage sig rollen som jeres vidensassistent. Det betyder, at al information og viden I måtte have samlet på bl.a. Google Drev, Slack, i mails med kunder, leverandører osv., kan tilgås ved at spørge Pragma. På den måde undgår du at spilde værdifuld arbejdstid og kan f.eks. hurtigt blive up-to-date med de nyeste retningslinjer inden et salg, eller tidligere korrespondance og referater inden et møde. Pragma har flere extensions og kan bl.a. også hjælpe med at skrive udkast til mails, baseret på dens omfangsrige viden om jeres virksomhed. Dog er det centralt igen at nævne, at der kan være dele af jeres data, som I ikke ønsker at dele med et AI-drevet værktøj som Pragma. Det er vigtigt at huske på, at selv om værktøjerne kan være kraftfulde hjælpemidler, der kan effektivisere dit arbejde, bør de ikke benyttes ureflekteret. Vi befinder os trods alt stadig relativt tidligt i udviklingen af kunstig intelligens.
“It sounds more like a menu at a fancy restaurant than a professional headline…”
Sådan blev min LinkedIn-profil opsummeret af Elon Musk. Måske har du selv overvejet, hvad store personligheder som Elon Musk, Donald Trump eller The Rock ville sige om din karriere – måske ikke. Uagtet har du nu muligheden for at finde ud af det. Virksomheden 6figr, der hjælper med at udvikle enkeltpersoners karrierer, har lanceret et værktøj med navnet AI Roasts My Career. Formålet med dette værktøj er, efter sigende, at give dig en ærlig feedback på dit arbejdsliv, med fokus på de elementer dine venner og kollegaer er for flinke til at nævne. Alt du skal gøre er at lade værktøjet læse din LinkedIn-profil. Herefter modtager du et længere kritisk skriv, formuleret af en selvvalgt karakter, med provokerende og potentielt oplysende kommentarer om dit arbejdsliv. Hvorvidt dette værktøj skaber nogen reel værdi vil jeg lade være op til dig, men om ikke andet er det et humoristisk indslag muliggjort af ChatGPT. Giv det skud.
Jeg håber, den her korte introduktion til nogle af de muligheder, der allerede nu er tilgængelige inden for kunstig intelligens, har inspireret dig til selv at prøve kræfter med mere og andet end ChatGPT. Hvis du er interesseret i at få leveret mere spiselig viden omkring de mange værktøjer indenfor kunstig intelligens, afholder Innovation Labs egen Senior Lab Agent, Jarle Fink Kondrup, bl.a. kurser indenfor ChatGPT og webinarer omkring AI. Derudover er der, foruden ‘There is an AI for that’, masser af information at hente gennem bl.a. TechCrunch, Betalist og Engadget, hvor du kan søge efter specifikke værktøjer, såvel som generel viden om AI.
God fornøjelse!