Pastinakker, geder og iPhones - julen er under forandring i bæredygtighedens navn
På csr.dk kan man se, at en af de ting, man skal give i år, er en Ged! Da jeg fortalte det til min søn på 16 år, så han helt underlig ud i hovedet – endnu mere da jeg fortalte, at min venindes datter, som går i gymnasiet, faktisk ønsker sig en ged.
Men sådan det er! Nogle ønsker sig en ny iphone, og andre synes, de har alt, de behøver og ønsker at give deres gave videre i form af f.eks. en ged til de fattige, som man kan via Folkekirkens nødhjælp.
Julehandlen stiger trods klimatopmøde
Vi har på mange måder nået et punkt i vores forbrugssamfund, hvor der for alvor stilles spørgsmålstegn ved julen som en tradition med primært fokus på forbrug, hvor vi i kraft af vores øgede velstand har kunnet øge gavestørrelsen år for år. Økonomer og butikker har været glade for en støt stigende årlig vækst i julehandlen i de sidste 4-5 år – som et symbol på at ”her går det godt”. Dansk Erhverv forventer, at der igen i år sættes rekord. Vi når op på et estimeret julesalg på 14,4 mia. kr. – en vækst på 5% i forhold til 2017. Det står i skarp kontrast til det netop afholdt COP24 klimatopmøde i Polen, hvor der igen er fokus på, at vi skal reducere vores CO2-udslip pr. indbygger – og specielt i Danmark, hvor vi er en af de store ”syndere”.
Julen er under forandring
Der er flere og flere tegn på, at vores gaveindkøb for julen er under forandring (men lad os se hvad salgstallene fortæller, når det er gjort op i det nye år), og måske er den sidste nye generation af forældre netop nu i gang med at redefinere, hvordan deres ”nye” bæredygtige juletradition skal være for deres børn. Det er netop, når børnene er små, at man kan ændre traditioner langt nemmere end, når man de bliver teenagere, for så forventer de, at der er ligeså mange gaver, som der plejer at være… Men måske behøver iPhonen ikke være ny, men genbrug. Måske de sagtens kan stille sig tilfredse med en brugt iPhone, og for de mindre børn kan legetøjet købes brugt hos Røde Kors, eller måske på abonnement, så det passer til barnets alder. Det går helt i tråd med den tankegang, der er i den cirkulære økonomi – jo mere vi kan genbruge de produkter, vi allerede har produceret, jo bedre. Små skridt gør også en forskel. Og man kan godt tage små skridt. For eksempel kan man i London leje sit juletræ (Rent a tree), og det bliver både leveret og hentet igen, recycled og solgt som flis til haver.
Ta’ et kig på Circular facebook, og få flere tips til at vælge det bæredygtige juletræ.
Gør I noget anderledes i år i forhold til bæredygtighed?
Vi har spurgt lidt rundt på kontoret såvel som i vores netværk, hvad andre gør anderledes i år ud fra en betragtning om at tænke mere klimavenligt og bæredygtigt:

Vi er en flok barndomsveninder som hvert 2. år tager på tur til Alicante, hvor én af os har købt et hus. Men i år har jeg besluttet at slå en streg i sandet og sige nej tak til fly, og i stedet sætter jeg mig i toget. Det sjove ved den beslutning er at resten af flokken, syntes det lød mega hyggeligt, og nu skal vi alle med toget i stedet for flyet. Og når det kommer til julegaver, så synes jeg det er fint nok at give gaver, hvis modtageren virkelig mangler tingen, og det må gerne være et genbrugsfund eller oplevelser. Et år fik alle teenagerne i familien – en Ged fra Folkekirkens Nødhjælp. Det blev de alle overraskende glade for, de syntes faktisk, det var en rigtig cool julegave. Hvilket var en positiv overraskelse for mig.

Vi besluttede os for at årets firma julefrokost skulle være vegansk. På mange måder var vi lidt urolige for misfornøjede miner men det viste sig, at alle syntes det smagte super lækkert og festen var mindst ligeså sjov som altid. Menuen bød på både frikadeller, lavet af løg, rodfrugter og sojaprotein med rødkål og agurkesalat, ”fiske”-fileter af pastinak marineret i soja og med cornflakes panering med remoulade, postej af grøntsager og hasselnødder med ristede champignon og flere andre lækre retter. Der var massere af smag og konsistens og det hele var flot præsenteret. Alle var meget imponerede over kokken fra FSBs kantine, der havde taget udfordringen op og leveret over al forventning.

Jeg er holdt helt op med at købe julepynt – ikke mere plastik-skrammel. I stedet vælger jeg mos og andre naturmaterialer til at pynte med. Julemaden er jeg kræsen med, og min and er særlig udvalgt hos en landmand, jeg kender i Vestjylland.

Vores julepynt er hjemmelavet – foldet af gamle kataloger og avispapir. Ellers er det pynt, som kan spises. Sidste år lavede vi spiselige bordkort. Vi køber meget lokalt – både til jul men også i hverdagen, som står på veganske retter. Men julen er med økologisk andesteg fra den lokale slagter. Julegaver køber vi hos Res-Res – som har et stort udvalg af bæredygtige gaver – tøj, indretning og meget andet!

Her ved Innovation Lab har vi besluttet at dette års juleafslutning skal være en grøn en af slagsen! Vi spiller altid pakkeleg og i år må ens medbragte pakke ikke være købt. Det skal være noget, man har hjemme, som man ikke længere bruger. Det er både sjovt og personligt, og på den måde kan vi skrue ned for forbruget og op for genbruget!
En stor tak til alle som har bidraget til denne blog i den travle juletid. Vi vil blot ønske alle jer en god Jul og et ønske om et nyt år med mange flere, nye, grønne projekter og initiativer.
#glædeliggrønjul