Flere virksomheder burde arbejde på at gentænke arbejdsformaterne for både iværksættere og lønmodtagere.
Hvorfor vælge mellem en ensom, usund og opslidende tilværelse som iværksætter, men fri, på den ene side og en beskyttet, kollegial, men ufri, karrierekanon på den anden? Fremtidens arbejdsliv kræver både frie lønmodtagere og kollegialt orienterede iværksættere.
”The gig economy” er i fuld sving. Alle, virker det som, vil være iværksættere. Det er som skaber, at du kan høste anerkendelse og social kapital. Som eksperimenterende og risikerende udøver af din passion. Omvendt er det sværere end nogensinde at høste social anerkendelse med kapital alene – du er ikke spor interessant bare fordi du har en stor bil eller tager på ferie eksotiske steder. Og da slet ikke, hvis du har fået din kapital som løn – som kompensation for at have pantsat din frihed, passion og talent i en stor børsnoteret grådighedspyramides navn.
Det gik op for mig for 5 år siden, da jeg var til en social samling i New York, hvor nogle øverste sociale cirkler holdt ”powow” – en social og uformel rundkreds-samling. Den obligatoriske præsentationsrunde bød på flere overraskelser. Alle præsenterede sig med sin startup – ”Vi er to mand, der udfordrer den etablerede modebranche i et lille ”struggling startup”” – og mumlede, så nærmest flove, efterfølgende deres primære beskæftigelse. Enten som SVP for verdens største reklamebureau, som head of communication for Ferrari eller som editor for New York Times. Brands var noget man skammede sig over; et symbol på at man havde solgt sin frihed og sit talent – og underordnet sig en profitmaksimerende gigant som lille, undværligt tandhjul i den store maskine. Derfor var det vigtigst for alle, at kunne nævne sin underskudsgivende nebensgeschäft først og fremmest som værende betegnende for HVEM man var. Til stor forskel for tidligere tider, hvor de store brands var adelsmærker for CV’et.
”Vi er to mand, der udfordrer den etablerede modebranche i et lille ”struggling startup”.
I dag er det et flertal af alle unge, der vil arbejde for sig selv og sin sag – som iværksætter. Og man sætter gerne økonomi, flid og helbred ind på det. For det er det, som giver respekt. Men friheden kan være så som så, når man skiftevis flyver mellem frugtløse salgsmøder eller ligger på knæ i banken. Og passionen kan lide alvorlige knæk, når den skal gradbøjes overfor kunder, der forventer at blive mødt helt på deres ufrie halvdel. Omvendt er jobsikkerheden væk blandt lønmodtagerne, hvor automatiseringsteknologier, disruption og evig omstrukturering har gjort enhver ansættelse midlertidig – uden at dygtighed længere er en garanti i sig selv i et arbejdsmarked, der er i åndenød. Ufriheden afløses af stress-skabende kontrolmekanismer og retningsløs selvledelse sammen med ydmygende cost-cutter øvelser, hvor kompleks bureaukrati dømmes mere effektiv end simpel tillid.
Det bliver altså tydligt, at der er noget galt på begge sider af skellet mellem at være en succesfuld selvstarter og virksomhedens grand old man. Derfor er det nødvendigt at se på blandingsformer. Det bliver nødvendigt at se på måder, hvorpå man kan være iværksætter INDENFOR en virksomheds vægge, ligesom man også må se på måder at være SAMMEN om at iværksætte sin virksomhed og dermed dele risiko, opgaver, ansvar og strukturering af salg og markedsføring.
I Innovation Lab prøver vi at hjælpe andre, primært større virksomheder, med det første – og samtidig eksperimenterer vi med at gøre os selv til et eksempel for det sidste. Vi hjælper virksomheder med at skabe nye, motiverende omgivelser og organisationsformer, der sætter tillid og personlighed over kontrol og funktion. Vi hjælper virksomheder med at sætte ”progress over process” og med at definere klare mål, der giver frihed til at iværksætte til virksomhedens bedst.