Kunstig intelligens (AI) rykker ind i den kommercielle verden med fuld hast - her er 3 tendenser, som viser, hvordan teknologien løfter din marketingafdeling.
De sidste par år, er vi blevet lovet guld og grønne skove; kunstig intelligens vil revolutionere både i privaten og på arbejdet – og efter en rum tid med en støt stigende hype, er krukken med guld rent faktisk inden for rækkevidde. Kunstig intelligens er nu på et stadie, hvor teknologien skaber reel værdi for din marketingafdeling. Hvis du altså bruger de rigtige redskaber – til de rigtige ting.
Mens platforme baseret på kunstig intelligens til kommercielt brug stadig er dugfrisk fra produktionen, tegner der sig et lovende billede. Ifølge Gartner er kunstig intelligens nemlig nu på et stadie, hvor teknologien har potentiale til at transformere marketing, som vi kender det, og de mest risikovillige virksomheder verden over har allerede sået små spirer af tiltag i praksis. I særdeleshed inden for 3 områder vil virksomheders marketingindsats allerede nu kunne løfte sig signifikant, hvis kunstig intelligens bliver implementeret: anvendelse af AI til dybere kundeforståelse, AI til at skabe bedre, digitale kundeoplevelser og brug af AI at højne produktiviteten.
Indsigt i dine kunder kommer ikke af sig selv, og det kræver nærmest umenneskelige kræfter at gætte sig til, hvad det er, kunden vil have – men som kunden ikke ved, at kunden vil have. Heldigvis kan kunstig intelligens spare dig både timer og levere valid indsigt i dine kunder.
Et af de AI redskaber, som giver dig indsigt i den enkelte kunde og – endnu vigtigere – hvordan du kommunikerer bedst med denne, er Crystal Knows, som kan forudsige personlighed på baggrund af profiler på sociale medier eller via en tekstprøve fra demn givne person. For dig betyder det, at du kan plotte en kundehenvendelse, som du har fået på mail ind og få en viden om, hvem der sidder på den anden side af skærmen, allerede inden du sender den første mail retur – sejt!
En anden virksomhed, som benytter kunstig intelligens til at øge kundeindsigten er Affectiva. Affectiva arbejder – ligesom vi i øvrigt selv gør, med emotionelle data og kunstig intelligens – og har bl.a. specialiseret sig inden for content creation og målrettet markedsføring på baggrund af at måle på forskellige parametre hos brugeren. Det kan være ansigtsmimik, når vedkommende ser din reklame på sin telefon. Ansigtsmimikken kobles på kunstig intelligens og giver dig en viden om, hvordan dine kunder – i virkeligheden – har det med dit visuelle content.
Kunstig intelligens til bedre, digitale kundeoplevelser
“Kunden er altid i fokus” kan nu rent faktisk være mere end blot en floskel – takket være kunstig intelligens. Dét er man især begyndt at få øjnene op for inden for detail, hvor en en nylig undersøgelse viste, at næsten halvdelen (45%) af detailhandlerne inden for de næste tre år planlægger at bruge AI til at forbedre kundeoplevelsen – hvor en af de helt store hjørnesten er at sørge for, at skabe og levere unikt content til den unikke bruger ved hjælp af teknologien.
Giganten Google har længe brugt kunstig intelligens til at skabe målrettet indhold, og de debuterede sidste år med deres nyeste skud på stammen: Google Attribution. Men der er også begyndt at dukke mindre spillere op på banen. En af dem, der har fået ekstra opmærksomhed det sidste stykke tid, er AI Writer, som lover at generere indhold af høj kvalitet baseret på kunstig intelligens. Du indtaster blot dit valgte emne, nøgleord eller andre relevante detaljer, og lader en AI-forfatter trawle gennem millioner af artikler om det samme emne og producere unikke artikler for dig på baggrund af det.
Øget produktivitet kan hurtigt give associationer til samlebåndsarbejde og dårlig ryg. Heldigvis er det ikke tilfældet med kunstig intelligens, som snarere giver de menneskelige kræfter i afdelingen plads til at være produktive inden for det, de er gode til – så som at se nye koblinger og perspektiver samt udarbejde strategier – og overlade det praktiske til AI.
Her vinder især chatbots frem, og har potentiale til at revolutionere den måde, du er i kontakt med dine kunder på – de kan nemlig spare din marketingafdeling for tid, mindske fejl og gøre din kommunikation med kunden mere proaktiv. Selv bruger vi Intercom, som giver os mulighed for at automatisere en række basale samtaler med vores kunder på en nem måde.
Også automatiserede købsprocesser er værd at kigge nærmere på. Flere undersøgelser nemlig peger på, at beslutningstagere kvalificerer sig selv online så langt som 60% hen i beslutningsprocessen, før de foretager sig noget aktivt i forhold til en leverandør. Med andre ord, så foretrækker kunden altså at være selvhjulpen så langt i sit køb som muligt. Her kan man med fordel benytte kunstig intelligens til at sørge for, at dette bliver så let som muligt for kunden. Det gør virksomheden North Face. De er nemlig for nylig begyndt at anvende IBMs AI-teknologi, Watson, som hjælp til at indsnævre søgeresultaterne for kunderne og give dig lige det, du søgte efter. Det giver kunden følelsen af, at have en personlig shopper – uden at have en personlig shopper.
AI marketing – snyd, bedrag og varm luft?
Ovenstående indikerer forhåbentlig ganske tydeligt, at jeg er på team AI, og mener, at der er utallige muligheder for god marketing, hvis man kobler kunstig intelligens på sin markedsførings- og salgsproces. Men som jeg er dykket ned i en verden af automatiserede content processer og kreative, kunstige robotter, er jeg også faldet over brodne kar.
Kunstig intelligens i marketing-øjemed er stadig i sin innovative fase – og med det kommer også en lang række af virksomheder, som lover avanceret AI teknologi uden at levere. Da vi endnu ikke er nået så langt med teknologien, at vi rigtig har fået defineret grænserne for, hvad AI egentlig er i kommercielt sammenhæng, kan frivole sælgertyper desværre stadig tage sig friheden til at kaste om sig med begrebet i flæng. Derfor vil jeg slutte af med at appellere til din sunde fornuft, når du nu går ud og udforsker de mange fantastiske muligheder for, at løfte din forretning med kunstig intelligens. Du kan eventuelt nedsætte en række kriterier for den AI platform, som du påtænker at anvende, ligesom pilottests og proof-of-concept som i enhver anden udviklingsproces bør danne grundlaget for din beslutnigstagen.
God udforskning!
Psst…Hvis du er interesseret i kundeoplevelser teknologier i sin brede forstand, så kan du eventuelt dykke ned i min kollega Jarles blogposts om emnet.