Vidste du, at det ikke altid er de mest talentfulde mennesker, der lykkes bedst?
Forestil dig, at du står og kigger ud af en lang lige landevej, hvor ingen overraskelser eller spændende ting er i sigte. Hvad skal der til for at lave et vendepunkt i livet, hvor du selv tager ejerskab på din udvikling og flytter dig i den retning, du længe gerne har villet? Mit svar på dette er “Grit”, og i denne blog vil jeg præsentere fire steps, der får dig godt på vej til at blive mere gritty.
Måske har du før stødt på de personer, der altid lykkes med ALT, uanset hvad de kaster sig ud i, og hvor det næsten kan se ud som om, at tingene bliver serveret på et sølvfad. Måske har du også en enkelt gang taget dig selv i at tænke “det er også bare, fordi h*n altid er så heldig”. Men det er faktisk meget sjældent, at de ting, man opnår i livet, beror på held. Ofte er det ens eget mentale fokus, indsatser, handlekraft og vedholdenhed, der skaber resultaterne.
Grit skal ses som en maraton, ikke et sprint, og det handler ikke om at spurte afsted uden at se sig tilbage. Derimod skal man huske at lægge en strategi for, hvordan man bedst muligt kan bruge sine ressourcer, så det slår til, og man har energi til at gå efter de mere langsigtede mål. Ifølge psykolog Angela Duckworth, som har forsket mange år i begrebet grit, er det ikke nødvendigvis de mest talentfulde mennesker, der lykkes bedst, men dem som bevarer motivationen, som har et klart formål med det, de vil opnå og som hele tiden forbedrer sig.
Så hvor skal man starte, hvis man gerne vil udvikle sit potentiale via grit? Måske kan denne grit scale test inspirere dig og give dig en indikation af, om du allerede er gritty, eller om der er plads til forbedring. Som mange andre udviklingsmetoder er det også en proces at arbejde og udvikle grit, men for at hjælpe dig på vej, vil jeg beskrive en måde, som jeg selv har haft god erfaring med at anvende, når jeg arbejder med ledere og konsulenter, der af den ene eller anden årsag har mistet deres “gnist” i arbejdslivet.
Hvad er dit stjernepotentiale?
“Jeg har altid” eller “jeg kan ikke”…. Hvis det er sætninger, der ofte starter ordstrømmen af dårlige undskyldninger, når du reflekterer over, hvorfor du ikke er tilfreds og ønsker at flytte dig et andet sted hen, så stop dig selv! Du kan marinere dig selv i dårlige undskyldninger og overbevise dig selv om alle de ting, du ikke kan. Men vend det om og vær taknemmelig for det, du har og se på de ting du rent faktisk kan.
Det første, du skal starte med, er at finde ud af, hvad du virkelig finder interessant, og hvorfor det er noget, du ønsker at udvikle. Vi motiveres altid bedst, når vi laver noget, vi brænder for og har derved lettere ved at udvikle vores potentiale. Set fra et arbejdsmæssigt perspektiv er det værd at tænke tilbage på, hvornår du sidst har løst en opgave, hvor du følte stor begejstring og var høj på energi. Det er her, du ofte kan finde dit potentiale, og nogle gange kan det overraske, at det er et område, du ikke selv var klar over, som var din store motivationsfaktor. Det kræver en del selvindsigt at nå dertil, og ofte beror det også på erfaringer. Men når du rammer dit “sweetspot” og finder ud af, at det lige præcis er det, du gerne vil dyrke, så er du på rette vej. Som Angela Duchworth siger; potentiale er en ting, men hvad vi vælger at gøre med den er noget helt andet.
Fokuser på dit “WHY”
Du har sikkert fået tudet ørerne fulde af Simon Sinek og er ved at få røde knopper af hans “Golden circle”, men ikke desto mindre virker den altså i praksis! Den sikrer, at man bevarer fokus på sit mål ved at besvare spørgsmålene “What”, “How” og “Why”. Ved at stille sig selv de tre spørgsmål og reflektere over, hvorfor det, du ønsker at opnå, er vigtigt, styrker det din motivation. Det, du valgte, skal være drevet af din passion og ikke være noget, du kun lige er optaget af nu. Det skal være noget, som du ønsker at blive ved med at dygtiggøre dig indenfor på den lange bane. Tænk på hvilken indflydelse det vil have på dit liv og din livsglæde, hvis du flytter dig derhen, hvor du gerne vil være. Set ud fra et arbejdsmæssigt perspektiv, så er årsagen til at folk ofte skifter job, at de har svært ved at se værdien og formålet med det de laver. Ifølge virksomheden AS3 ses en tydelig tendens – at personlig og faglig udvikling vægtes langt højere end lønnen. Tænk også over, hvad dine kerneværdier er, for det er fundamentet for, hvem du er, og det vil gøre dig klogere på, hvordan du prioriterer dine valg i livet.
Øv dig og bliv bedre – hver dag
Nu ved du, hvad du kunne tænke dig at blive bedre til, og heldigvis er det noget, som du interesserer dig for, og som du er nysgerrig efter at gøre mere af. Derfor skal du hver eneste dag øve dig i at blive bedre og bygge kompetencer på. Det er her, mange giver op, for måske er det alligevel ikke så sjovt at skulle fortsætte med at gøre de samme ting – især hvis resultaterne ikke lever op til dine forventninger, og du bliver utålmodig. Derfor er det så vigtigt at have en handlingsplan med aktiviteter, som fører dig tættere på det, du vil opnå.
Du skal turde konkurrere med dig selv og tage chancer, og ikke gøre det på bekostning af andre, men fordi du i sidste ende vil være stolt over at have opnået det, du gerne vil. Husk også at fejre de små succeser, og her mener jeg virkelig de små ting, der har flyttet dig en millimeter tættere på det du ønsker. Du skal hele tiden have i baghovedet, at hvad end det kræver, ønsker jeg at forbedre mig!
Lær af dine fejl
Din hjerne har brug for at blive udfordret hver dag, og vi trives bedst som mennesker, når vi gør en forskel og udvikler os. Ellers ender vi i det berømte hamsterhjul. Sæt nogle små mål, som er relativt lette at opnå, men som flytter dig i den rigtige retning. Når du møder forhindringer, så vend det om til muligheder og lær af dine fejl. Stop med at slå dig selv i hovedet, men vær nysgerrig på, hvad der gik galt og lær af det til næste gang.
Årsagen til, at mange vælger ikke at være modig og tage chancer, er fordi de er bange for at fejle. Men det er en nødvendighed en gang imellem at turde tage springet og gøre noget, som virkelig giver kriller i maven, og hvor man satser stort. Et eksempel kunne være, at du vælger at kontakte en person i dit netværk, som du synes gør det rigtig godt og gerne vil søge inspiration ved, men hvor du flere gange har tænkt “jeg får sikkert en afvisning, for h*n har alt for travlt til at snakke med mig”. Men hvad er det værste, der kan ske? Du kan få et høfligt nej tak, eller “det passer ikke lige nu”. Det kan også være, at du rent faktisk kunne få et ja, og ende med at få en masse hjælp og inspiration. Tænk over det, næste gang du er ved at grave dig ned i selvmedlidenhed og alting ser svært ud. Hvad kan du selv gøre af handlinger, der fører dig tættere på dit mål?
Hvis du nu sidder og tænker “er det her bare en masse varm luft om selvudvikling?”, så er svaret nej. Grit handler nemlig ene og alene om din egen indstilling, dine indsatser og dine overbevisninger. Én ting, du kan være sikker på, er, at der ikke er nogen, der kommer og forærer dig drømmejobbet, den rigtige partner eller en pose fuld af guldmønter. Til gengæld er der en masse muligheder, der ligger lige for næsen af dig, og som du skal lære at samle op og gøre brug af.
Jeg håber, du er blevet fristet til at påbegynde arbejdet med grit. I Grit by Innovation Lab har vi grit med i alt, hvad vi laver. Vi betragter det som vores grundlæggende værdi. For grit er nemlig meget mere end blot at fokusere på at nå nogle mål. Grit handler også om, hvordan du når derhen, og hvilke formål dine mål har.
Er du nysgerrig efter at vide mere? Så tilmeld dig mit webinar d. 6. oktober. Her vil jeg give eksempler på, hvordan du hopper ud af hamsterhjulet og når tættere på de ting, du ønsker dig via grit.
Du er også altid velkommen til at kontakte mig på nina@ilab.dk eller på 20341093, hvis du ønsker at høre mere.