Den sociale platform er ikke længere blot for like-huntere og influencers - det er i lige så høj grad en økonomisk pengemaskine og et strategisk værktøj for virksomheder.
Spekulerer du også over, hvad den næste marketingtrend bliver, eller hvordan du skal onboarde nye kunder? Hvis din virksomhed ikke allerede er på Instagram, er mit råd, at 2020 bliver året, hvor I får øjnene op for mulighederne bag den fotodelende platform med mere end 1 millard aktive brugere hver måned.
Det er nemlig ikke kun for at se på flotte billeder af hinandens morgenmad, at brugerne er på Instagram. I dag er platformen blevet en voksende konkurrent til Google og andre populære søgetjenester, når forbrugerne søger information om brands og leder efter deres næste køb. 60 % af brugerne på Instagram bruger nemlig appen til at opdage nye produkter, og over 200 millioner instagrammere besøger mindst én virksomhedsprofil dagligt. Og så er en tredjedel af de mest viste historier fra virksomheder – og denne interesse har de fleste virksomheder allerede bemærket. Over 25 millioner brands verden over har en virksomhedsprofil på Instagram, hvorfra de poster billeder, videoer og historier om deres nyeste produkter og services. Transformationen hen mod at være en e-commerce platform, lige så vel som en social platform, er allerede i fuld gang – så hvad venter du på?
Hvis du ikke allerede nu er overbevist om at få jeres virksomhed på Instagram med det vuns eller give jeres eksisterende et friskt pust, så hæng på – for her kommer mine bedste bud på, hvorfor Instagram ikke kun er for social pleasure og show off.
Visuelt indhold er king
Surprise surprise – Instagram er skabt til visuelt indhold, og der udvikles konstant på denne feature – og med god grund. Fra et biologisk perspektiv er hjernen nemlig skruet sådan sammen, at vi konsumerer visuelt indhold 60.000 gange hurtigere end tekst. Og så husker vi også information bedre, hvis det kobles med billeder eller videoer. Undersøgelser viser nemlig, at hvis vi blot hører om noget, husker vi kun 10 % af det, men hvis informationen kobles med et relevant billede, husker vi op til 65 %! Og her er Instagram en oplagt platform at benytte med sine over 1 milliard månedlige aktive brugere. Og mulighederne er mange for at skabe større synlighed for din virksomhed her. Udover at poste billeder på din profil, kan du også vise dine kunder, hvad du laver in real time gennem billeder og videoer på Stories, der forsvinder efter 24 timer (hvor der er over 500 millioner aktive daglige brugere). Og når du bliver en rigtig champ til Instagram, kan du i IGTV uploade op til én time lange videoer eller tilføje AR features, hvor du gennem filtrer tilbyder dine kunder at se eller prøve dine produkter eller services virtuelt.

Mulighederne på Instagram er mange, men helt generelt handler det om at skabe større synlighed og indfange potentielle kunder med den type indhold, der rammer dem, der hvor de er – nemlig på mobilen. Vi bruger vores smartphones til flere og flere ting, og faktisk mere end vores computer når vi søger på nettet. Og det er særligt 18 til 53-årige, der foretrækker mobilen over andre devices. Der er jo virkelig ikke noget værre, end at scrolle gennem en hjemmeside som slet ikke er mobil-venlig, hvor du kun kan se halvdelen af teksten og layoutet er helt håbløst. Vi er blevet kræsne, og vi vil have flot visuelt indhold, der fanger vores øje i mængden.
Onboard (nye) kunder
Måske tænker du, at den her platform kun er for den unge målgruppe – og det er ikke helt forkert. Men hvis du vil ramme og indfange de personer, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, så er Instagram unægteligt et rigtigt godt sted at starte. Over halvdelen af Instagrams brugere verden over er mellem 18 og 34 år, og det er altså ikke kun venner eller idoler, de følger. Som jeg nævnte i starten af dette blogpost, så scroller de dagligt gennem deres feed efter nye produkter og inspiration, og så søger de ikke mindst efter nye brands at følge. Og når de har fundet dig på Instagram, så er der god sandsynlighed for, at de også besøger din hjemmeside. De er heller ikke blege for at købe dine produkter direkte gennem Instagram. Ifølge en undersøgelse lavet af Instragram, følger 90 % af alle brugere på platformen en virksomhed, og 54 % har købt et produkt efter at have set det på appen.
Men hvad så hvis mine kunder ikke ligger i dette alderssegment? Skal jeg så stadig bruge kræfter på Instagram? Svaret er enkelt: Ja! Hvis den yngre del af befolkningen ikke er din målgruppe lige nu, så bliver de det en dag. Og så er der også en kæmpe fordel ved at kende de platforme og kanaler, som du kan fange dem på. Unges mediebrug går nemlig ofte i arv til de ældre generationer. Tænk bare på Facebook, der blev udviklet af og til studerende, men i dag i højere grad bruges af den ældre del af befolkningen. Nye medier adopteres hurtigere af den yngre målgruppe, og de er glade for at dele ud af deres erfaringer med dem – både med venner og familie. 95 % af Millennials (mellem 18 og 34 år) stoler mere på sine venners anbefalinger fremfor virksomhedens eller fremmedes. Så hvis du formår at få nye fans og følgere på din virksomheds Instagram, kan du potentielt hverve meget loyale kunder til din virksomhed. Også selvom det, du tilbyder, måske ikke er produkter som tøj og sko, der kan købes direkte gennem Instagram og tages i brug med det samme.
B2B er også instagrammable
B2B-virksomheder er begyndt at sætte flere sejl ind for at skabe mere visuelt indhold, fordi de tror på, at visuelt indhold giver flere og mere engagerede kunder. Du får nemlig på Instagram muligheden for at give dine kunder (eller potentielle kunder) et kig bag kulissen og vise, hvad din virksomhed står for, kulturen på kontoret, samt de værdier I går ind for. Og så kan det også bruges som et rekrutteringsværktøj gennem employéer branding, hvor du viser, hvor attraktiv og cool din virksomhed er.

Hootsuite er et eksempel på en virksomhed, som lykkes med dette, hvor de ofte poster medarbejderne i dagligdagssituationer på kontoret eller til sociale arrangementer som fejring af pride week. Og ansigter fanger – det er en gammel kendsgerning. Men hvis du ikke kan få overtalt dine kollegaer til at ligge kinder og tænder til jeres Instagram, kan du ligesom Microsoft poste billeder og videoer af tech-historier verden over med menneskene bag i fokus.

Det behøver slet ikke være krævende at gøre det godt på Instagram – og du behøver ikke købe dig fattig i alverdens lyssætningsudstyr og fancy webcams. De fleste smartphones har i dag et ganske glimrende kamera, der sagtens kan stå distancen. Og hvis du ikke er til de vilde billeder eller videoer, kan du fokusere på grafisk indhold, ligesom marketing- og softwareproducenten Hubspot gør med simple infographics. Du kan også dele inspirerende citater, eller som IBM tappe ind i populære trends som #TBT (Throwback Thursday), hvor de poster billeder af deres udvikling og teknologiske gennembrud.
Jeg håber, du er blevet inspireret af mulighederne bag Instagram – og hvis du er blevet nysgerrig på at finde ud af, hvilke muligheder der er for jer som virksomhed, så hjælper vi dig gerne på vej. Vi afholder Instagramworkshops for jer, der har brug for nye indspark og idéer til, hvordan I kan optimere jeres virksomhedsprofil og bruge det aktivt som et strategisk marketing tool.